Norwegian sætter ældre fly i produktion

I øjeblikket står syv ældre Norwegian-fly af typen Boeing 737-300 på jorden. Flyene er officielt udfaset, men i sommertrafikprogrammet kommer de i produktion igen til 15 destinationer, herunder København og Billund.

I begyndelsen af december måned meddelte Norwegian, at man havde sat sin syv ældre Boeing 737-300 fly på jorden. Flyene har en gennemsnitsalder på 18 år, hvoraf det ældste er over 25 år, mens det yngste lige har rundet 16 år siden leveringen.

Helt præcist betød det, at fem fly er blevet bragt til opbevaring på den tidligere RAF-flyvebase Lasham Airfield i Storbritannien, mens to fly med ydelsesforbedrende winglets er placeret som back-up fly i Oslo.

“Ingen af vores Boeing 737-300 fly vil blive benyttet i vintertrafikprogrammet, og det er planen, at disse fly skal udfases,“ lød det fra presse- og markedschef Johan Bisgaard Larsen fra Norwegian i begyndelsen af december måned.

Men nu har piben fået en anden lyd. Den 15. januar kunne Norwegian offentliggøre sommertrafikprogrammet, der træder i kraft i slutningen af marts måned, og her var Boeing 737-300 flyene trukket ind i produktionen igen.

Her vil Norwegian beskæftige fem af de ældre Boeing 737-300 på ruter til i alt 14 destinationer. Hovedparten af disse er i Norge, henholdsvis Aalesund, Bardufoss, Bergen, Evenes, Kirkenes, Molde, Oslo og Trondheim. I Danmark får København og Billund besøg af de ældre fly, mens de også er at finde på udvalgte afgange til Skt. Petersborg, Berlin, Murcia og Menorca.

“Vores 737-300 fly benyttes ikke i vintertrafikprogrammet 2014/15. I dette års sommerprogram kommer vi igen til at bruge dem, hvorefter de udfases helt ved starten af det nye vintertrafikprogram 2015/16,“ forklarer kommunikationsrådgiver Daniel Kirchhoff til CHECK-IN.dk.

Afviser faldende brændstofpriser som årsag
Derimod er Norwegians pressemedarbejder i Danmark ikke meget for at udtale sig om, hvorvidt de faldende brændstofpriser har haft indflydelse på Norwegians beslutning om at beholde de ældre fly en sæson mere.

Efter flere forsøg lykkedes at få følgende udtalelse på plads.

“Nej, dette har ikke noget at gøre med brændstofpriser. Grunden til, at vi vil benytte vores 737-300 fly i sommerprogrammet, er ønsket om ekstra kapacitet,“ siger en hårdt presset kommunikationsrådgiver.

Rejsende, der forventer en oplevelse med gratis WiFi ombord på flyene, bør således holde øje med, om det er et af de ældre 737-300, der bliver anvendt til rejsen. På disse fly er der ingen WiFi, blot 148 sæder, og ikke samme kabinekomfort som i de nye 737-800.

De ældre Boeing 737-300 fly har følgende registreringsnumre: LN-KKW, LN-KKJ, LN-KKL, LN-KKX, LN-KHA, LN-KHB samt LN-KHC. Det vides ikke, hvilke fem af disse syv fly, der skal flyve Norwegians gæster i den kommende sommer.

Foto: LN-KHC er opmagasineret på Lasham Airfield. Det vides ikke om, flyet er et af dem, der kommer i drift i den kommende sommer.