Norwegian sender 800 kabineansatte hjem

Konflikten i Norwegian er blevet optrappet et halvt døgn før pilotstrejken udvides fra 70 til 700 piloter. I eftermiddag har Norwegian besluttet at sende 800 kabineansatte hjem fra onsdag morgen.

Hos Norwegian gør man sig klar til en optrapning af konflikten, når op imod 700 piloter går i strejke fra onsdag morgen, hvis parterne ikke inden dette tidspunkt er kommet tilbage til forhandlingsbordet og er blevet enige om en ny overenskomst.

Chancerne for dette er ganske beskedne, da Norwegian ikke har ønsket at genoptage forhandlingerne med NPU, der er den norske pilotforening. I stedet har Norwegian på skrømt inviteret til dialogmøder, som er blevet afvist af piloterne, der i stedet vil i konkrete forhandlinger.

Da situationen således er spidset til og en udvidelse af strejken er nært forestående, har Norwegian valgt at “permittere“ 800 kabineansatte fra onsdag morgen. Ifølge norsk lovgivning er det muligt at sende medarbejdere hjem i op til 20 dage som følge af en strejke eller lockout, hvor lønningspligten tilsvarende forsvinder.

“Det siger sig selv, at hvis piloterne ikke kommer på arbejde, må vi sende kabinepersonalet hjem,“ bekræfter Norwegians informationschef Lasse Sandaker-Nielsen overfor det norske nyhedsbureau NTB.

Forventes at aflyse tre ud af fire norske flyvninger
Denne manøvre er mulig for Norwegian, idet flyselskabet rettidigt for 14 dage siden varslede en eventuel “permittering“ af kabinepersonalet som forsikring imod de strejkevarsler, der blev afsendt fra piloterne.

Norwegian har mellem 1.200 og 1.300 kabineansatte i Norge, hvoraf omkring 1.120 er organiserede. Det norske lavprisflyselskab ønsker at holde omkring 150 kabineansatte på arbejde, så man kan gennemføre de flyafgange, hvortil der vil være piloter til rådighed.

Der er endnu ikke offentliggjort et nødprogram for morgendagens trafik, men det er forventningen af tre ud af fire flyafgange i Norge vil blive aflyst, mens Norwegian i størst mulig omfang forsøger at opretholde den internationale trafik.

Onsdag den 4. marts har Norwegian alene 45 flyafgange fra Københavns Lufthavn, og det er endnu uvist, hvor mange af disse afgange, der vil blive berørt af en eventuelt konflikt.

“Vi har forståelse for, at mange er bekymrede for deres rejse i de næste dage. Vi arbejder kontinuerligt med at sikre, at færrest mulige skal blive berørt af strejken, men det er ikke muligt at forudse, hvordan situationen udvikler sig,“ oplyser Norwegian.

Det ligger dog fast, at de interkontinentale ruter til USA og Bangkok ikke vil blive berørt af pilotstrejken.