Nulvækst sender Oslo-Gardermoen i hælene på CPH

I marts måned præsterede Københavns Lufthavn en vækst på 1.666 passagerer svarende til 0,1 procent i forhold til samme måned året før. Det er uroen i Mellemøsten, naturkatastrofen i Japan samt forskydning af påsken i forhold til sidste år, der er årsag til den svage udvikling i trafiktallene. Lufthavnen i Oslo-Gardermoen er lige i hælene.

(OPDATERET)

Hver dag ankommer en Thai Airways Boeing 747-400 jumbojet til Københavns Lufthavn og afgår igen samme dag. Totalt er der plads til 389 passagerer ombord på flyet, hvilket på to dage med udsolgterotationer svarer til den totale passagerstigning i afrejsende og ankommende passagereri Københavns Lufthavn i marts måned.

I alt 1.777.460 passagerer benyttede Københavns Lufthavn i marts måned, hvilket kun er 1.666 flere end året før. Det er for en gangs skyld indenrigspassagerne, der har svigtet, idet tilbagangen i dette segment har været på 3,8 procent. Til gengæld steg antallet af udenrigspassager med beskedne 0,6 procent, mens lufthavnen kunne konstatere en tilbagegang på 6,2 procent i antallet af transferpassagerer.

”De mange skæve helligdage umuliggør en reel sammenligning af trafiktallene i de tre forårsmåneder. Sidste år havde vi de store rejsedage op til påsken i slutningen i marts, mens de i år først falder i april. Derfor var det forventet, at væksten ville være aftagende i denne måned,” siger Carsten Nørland, salgs- og sarkedsdirektør, Københavns Lufthavn.

I 2010 lå afrejsedagene op til påsken fra 26. – 28. marts, mens de i indeværende år ligger fra 15. til 17. april i stedet. Det giver en vis forskydning i tallene.

Oslo-Gardermoen lige i hælene

Med nulvæksten i marts måned har Københavns Lufthavn fået Oslo-Gardermoen lufthavnen lige i hælene. Her var der i alt 1.721.695 passagerer i marts måned med en samlet vækst på 9,3 procent.

Men det hører samtidig med til historien, at halvdelen af trafikken i Oslo-Gardermoen er indenrigs og den anden halvdel udenrigs. Indenrigstrafikken voksede med 14,6 procent og udenrigstrafikken med 4,3 procent. Det gav en samlet vækst på 9,3 procent til den norske hovedstadslufthavn.

Fortsætter denne udvikling kan Københavns Lufthavn risikere at blive overhalet som Nordens største lufthavn i løbet af 2011. Men indtil videre har lufthavnen i Kastrup et forspring på 256.240 passagerer for årets tre første måneder.