Ny aktietegning på vej i Cimber Sterling

Som et led i en genopretningsplan forventes Cimber Sterling i begyndelsen af februar at løfte sløret for en ny aktietegning, der sikre op i mod 250 millioner kroner i kapitaltilførsel. Det danskebaserede flyselskab har allerede lånt 88 millioner kroner af Mansvell Enterprises, der er hovedaktionær i selskabet.

I midten af december måned måtte Cimber Sterling nedjustere forventningerne til resultatet for regnskabsåret 2011/12.

I stedet for en driftsunderskud på mellem 20-60 millioner kroner, blev resultatet forværret med 140 millioner kroner, således at driftsresultatet ville blive af en negativ størrelse på mellem 160-200 milloner kroner.

En sådan økonomisk øretæve kræver selvsagt frisk kapital, når egenkapitalen ved udgangen af finansårets 2. kvartal per 31. oktober blot udgjorde 17,3 millioner kroner, mens den likvide beholdning var på 4,6 millioner kroner inklusive værdipapirer.

Det har da også været nødvendigt for Cimber Sterling at sikre sig finansiel støtte gennem lånefaciliteter på samlet 88 millioner kroner ydet af storaktionæren Mansvell Enterprises, der sidder på 71,4 % af selskabets aktiebeholdning.

Men der er akut behov for at styrke det langsigtede kapitalgrundlag for virksomheden. Der forberedes derfor en aktieemission, hvis vilkår vil blive offentliggjort i begyndelsen af februar måned. Her ventes det, at der vil blive foreslået tegning af nye aktier, der skal sikre Cimber Sterling et sted mellem 200 og 250 millioner kroner. Det konkluderer Aktieinfo i en dugfrisk analyse af den danske luftfartsaktie.

Aktieinfo: Afskedigelser på vej

Aktieinfo, der har forelagt analysens konklusioner for Cimber Sterlings ledelse inden offentliggørelsen, forventer også, at udfasningen af Boeing 737-flyene vil medføre en stor nedskæring i personalestaben, der i øjeblikket er på omkring 890 medarbejdere.

Denne konklusion virker logisk, menstår i skærende kontrast til udtalelser fra administrerende direktør Jan Palmér, der efter offentliggørelsen af delårsrapporten den 14. december hævdede, at der rent faktisk kunne blive tale om, at Cimber Sterling skulle have behov for flere medarbejdere i forbindelse med omlægningen af forretningen.

I første omgang går dennye treårsplan ud på at udfase Boeing 737-flyene og dermed lukke ruterne til Sydeuropa. Dog forsøges enkelte ruter opretholdt eller i et vist omfang omlagt til de jyske lufthavne baseret på Cimber Sterlings to kommende flytyper, der i mellemstørrelsen med op til under 100 passagerer.

Der er således tale om, at Cimber Sterling skal tilbage til Cimber Classic forretningsmodellen, der overvejende udgøres af indenrigstrafik samt udvalgte regionale ruter til større europæiske byer og feriedestinationer.

Øget samarbejde med Mansvell-selskaber

Samarbejdet med de øvrige Mansvell-selskaber ser ud til at blive øget, hvilket også er et element i den treårige genopretningsplan.

Cimber Sterling har således indledt et tættere samarbejde med det svenske søsterselskab Skyways Express AB, mens også med ukrainske AeroSvit, med hvilket selskabet Cimber samarbejder om ruten mellem København og Kiev.

Samarbejdet med Skyways ser i første omgang kun ud til at skulle ske på de indre linjer med henblik på at minimere omkostninger og skabe synergier i den bagvedliggende del af forretningen. Men det må også forventes, at de to selskaber på sigt skal i et mere markedsrettet samarbejde med henblik på en senere fusion.

Hertil bemærker Aktieinfo, at Cimber Sterling har en betydelig værdi af akkumulerede skattemæssige underskud, som vil kunne udnyttes, såfremt indtjeningen kan genoprettes i den nuværende selvstændige forretningsenhed.

Hos Cimber Sterling bekræfter administrerende direktør Jan Palmér, at selskabet afholder bestyrelsesmøde den 30. januar, hvor spørgsmålet om den fremtidige kapitalisering af selskabet skal behandles. Cimber-direktøren ønsker dog ikke at kommentere kapitalbehovets størrelse.

Cimber-aktien lukkede tirsdag i kurs 1,20. Aktieinfo forventer en kursudviklingtil et niveau mellem 1,50 og 2,25 indenfor 6 måneder og et niveau på mellem 1,75 og 2,75 indenfor en periode på 12 – 18 måneder.