Eventyr-loungen i Finger C i Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

Ny Eventyr-lounge i CPH

Københavns Lufthavn kunne i går åbne den nye Eventyr-lounge i Finger C, således at non-Schengen og interkontinentale passagerer får bedre forhold.

Hver dag besøger omkring 5.000 rejsende i Københavns Lufthavn de seks lounges, som lufthavnen er udstyret med, efter at Menzies Aviation netop har åbnet en ny lounge i Finger C ved gate 26  efter paskontrollen.

I dette område afgår de mange fly på langdistanceruterne samt flyene til non-Schengen landene, hvilket først og fremmest er Storbritannien. Derfor er British Airways ikke overraskende den første kunde i loungen, der har plads til 200 passagerer samtidigt.

“Med 36 destinationer til fjerne rejsemål og stadigt flere passagerer har lufthavnen og flyselskaberne virkelig manglet en lounge efter paskontrollen. Den får vi nu – for både forretningsrejsende og for de stadigt flere ferierejsende, der også ønsker at kunne benytte lounges og få slappet af med ro, mad og drikke ad libitum før rejsen,” siger Peter Krogsgaard.

Hos Menzies Aviation, der også beskæftiger sig med groundhandling i lufthavnen, er der stor glæde over, at kunne byde passagererne velkommen i den nye lounge.

Der bydes på en god udsigt i Eventyr Lounge i Københavns Lufthavn. (Foto: CPH)

“Den nye lounge får 200 pladser opdelt i forskellige zoner til ren afslapning eller arbejde udstyret med danske designmøbler fra Hay og Erik Jørgensen,” fortæller Jakob Bo Andersen, Station Manager hos Menzies Aviation i Københavns Lufthavn.

Udsigt over lufthavnen
I loungen vil der være alt, hvad hjertet begærer for hyppigt rejsende passagerer. Først og fremmest vil der være masser af strømstik, så mobiltelefoner, tablets og computere kan blive opladet, mens man venter på at gå ombord i flyet. Med en bar i loungen er det muligt at få slukket tørsten, ligesom der bydes på god mad og vin. Skulle man have brug for et opfriskende bad, byder den nye lounge også på denne mulighed.

“Vores ambition er at have det største udbud og tilbyde den bedste loungemad i Københavns Lufthavn. Og så er vi klar med et nyt vinkoncept: Et Vinotek med et flot udvalg,” siger Jakob Bo Andersen.

Udover at loungen kan tilbyde alt til ganen, så er der også tænkt på øjnene. Fra loungen er der 180 graders udsigt over landingsbanerne, kontroltårnet og Øresundsbroen, således at flyinteresserede nemt kan få tiden til at gå, mens man venter på sin flyafgang.

Omkring halvdelen af alle besøgende i lufthavnens seks lounges har købt en flybillet, der giver adgang, mens den anden halvdel er indehavere af bonus- og loyalitetskort samt tilkøbte medlemsprogrammer som eksempelvis Priority Pass. Det er dog også muligt for rejsende at købe en dagsbillet  til 250 kroner.

 

Relaterede artikler:

CPH får ny lounge

Emirates: Ublu pris forhindrer lounge i CPH

SAS-indenrigskunder får loungeadgang

​Aviator Lounge uden særpræg

Aspire – velfungerende lounge i København