Det vil koste Danish Air Transport 7,5 mio. kroner at passagertaksten på indenrigstrafik fra Københavns Lufthavn sættes op med 122 procent. Alsie Express kalder stigningen helt urimelig.
Taksterne for at flyve indenrigspassagerer ud af Københavns Lufthavn vil frem mod april 2016 gradvist stige med over 120 procent fra omkring 45 kroner til knap 100 kroner per afgående passagerer. Det er resultatet af den nye firårige takstaftale, som Københavns Lufthavn og lufthavnens største flyselskaber indgik i denne uge.
Som lufthavnens to største operatører sad SAS og Norwegian med ved forhandlingsbordet sammen med få andre flyselskaber. De to selskaber har begge indenrigsruter, som nu vil blive ramt af prisstigningen. Men selskaberne gik med til stigningen, da det var nødvendigt for at kunne få lov til blande indenrigs- og udenrigsfly mellem hinanden over hele lufthavnen. Det vil gøre det nemmere for selskabernes passagerer at skifte fly, men betyder også, at passagertaksterne skal være de samme for indenrigs- og udenrigsflyvninger.
Passagertab
Hos de to øvrige aktører på de danske indenrigsruter, Danish Air Transport og Alsie Express, er man langt fra begejstrede for udsigten til markante prisstigninger.
”Der er ingen tvivl om at en sådan abnorm stigning i taksterne vil betyde et passagertab. Vi har ikke mulighed for at absorbere det, så der vil uden tvivl blive tale om prisstigninger,” påpeger direktør for Danish Air Transport, Jesper Rungholm, overfor CHECK-IN.dk.
Samme toner lyder fra Alsie Express.
”Det lyder helt urimeligt,” siger direktør Henrik Therkelsen fra Air Alsie, der står bag Alsie Express.
7,5 millioner kroner
DAT og Alsie Express flyver fra København udelukkende til henholdsvis Bornholm og Sønderborg. Ingen af de to selskaber har andre ruter, som passagererne kan transferere med. Og en meget lille andel af passagererne på de to ruter rejser videre fra Københavns Lufthavn med andre selskaber. Det handler primært om at komme til og fra hovedstaden.
Jesper Rungholm anslår, at de nye takster vil betyde en merudgift for ruten til Bornholm på omkring 7,5 mio. kroner.
”Det er et ekstremt stort beløb, hvis ikke vi og passagererne får noget for det. Så derfor håber vi at passagererne kan mærke at de får noget for pengene, når billetterne bliver dyrere,” siger Jesper Rungholm.
Langt at gå
Ruten til og fra Bornholm har en stor andel af gangbesværede passagerer. Derfor håber Jesper Rungholm at selskabet fremover kan få lov at benytte nogle af de mest centralt placerede standpladser tæt på den centrale sikkerhedskontrol mellem Terminal 2 og 3. Et ønske som lufthavnen har erklæret sig villig til at se på.
”For det ville ikke være fedt for passagererne, hvis vores fly fortsat skal parkeres ved de gates, der ligger i Terminal 1. Så bliver der langt at gå,” pointerer Jesper Rungholm.