Nye finske flyruter skaber 400 jobs

Københavns Lufthavn er fra i dag finske Blue1’s nye hub i stedet for Helsinki. Fem nye ruter og en markant udvidelse af de tre eksisterende ruter forventes at skabe flere end 400 danske arbejdspladser.

Når morgenflyveren fra Vasaa mandag kl. 7 lander i Kastrup markerer det Københavns Lufthavns nye status som hub for det regionale finske luftfartsselskab, Blue1.

Det SAS-ejede Blue1 satser massivt på København med åbning af foreløbig fem nye ruter og markant udvidelse af de tre eksisterende. Fra 2013 betyder det 750.000 ekstra rejsende til og fra København hvert år, viser lufthavnens beregninger.

Det er dog ikke kun lufthavnens passagerstatistik og pengekasse, der kommer til at nyde godt af de mange nye rejsende til og fra Finland. Det kan potentielt også betyde flere end 400 nye danske arbejdspladser.

Af de 750.000 nye passagerer forventer Visit Denmark, at cirka 130.000 finske turister og forretningsrejsende vil stå af flyene og besøge Danmark, mens de resterende 620.000 flyver videre ud i Europa og verden. Det vil, ifølge Visit Denmark, give en ekstra omsætning på 330 mio. kr. og flere end 400 nye danske arbejdspladser.

”Nye flyruter som Blue1’s fra Vasaa til København er den direkte luftvej til dansk vækst med flere turister, øget omsætning og nye arbejdspladser. Regeringen har netop sat gang i arbejdet for at styrke turismen i Danmark, og det understøtter de mange nye ruter til og fra Finland på bedste vis.

Vi har brug for nye jobs, og forhåbentlig vil de nye ruter også gøre det mere attraktivt for finske investorer at vælge Danmark” siger handels- og investeringsminister Pia Olsen Dyhr (SF), der står klar til at byde passagererne fra Vasaa velkommen på dansk jord.

Når udenlandske virksomheder overvejer, om de skal investere og åbne kontor i Danmark eller Sverige, er gode flyforbindelser afgørende. Derfor er der med Blue1’s mange nye flyruter yderligere et argument for, hvorfor udenlandske virksomheder skal slå sig ned i Danmark, påpeger ministeren.

”I krisetider er Blue1’s beslutning godt nyt for dansk beskæftigelse,” understreger Pia Olsen Dyhr (SF).

På bekostning af ærkerival
Blue1 åbner nye ruter til København fra Oulu, Vasaa, Lappeenranta, Kuopio og Kittila, mens kapaciteten på ruterne fra Turku og Tampere fordobles. Helsinki fastholdes med fem daglige afgange.

Valget af København som hub sker på bekostning af ærkerivalen i Helsinki. En lufthavn, som Københavns Lufthavn i sin nye strategi, der blev præsenteret i februar, udpegede som den ene af tre store konkurrenter i kampen om den nordeuropæiske transfertrafik.

”De nye ruter er en fantastisk nyhed for lufthavnen, for København og for Danmark. Med 750.000 ekstra passagerer gennem lufthavnen hvert år skaber vi vækst i København og styrker betydeligt hovedstadens position som vigtigt nordeuropæisk trafikknudepunkt,” siger salgs- og markedsdirektør i Københavns Lufthavne Carsten Nørland.

Finnair har opbygget Helsinki til at være et stærkt knudepunkt for trafik mellem Norden og Asien. Men det kniber med forbindelserne ned i Europa.

Langt flere muligheder
Blue1’s administrerende direktør Stefan Wentjärvi understreger, at Københavns lufthavn med 134 europæiske og interkontinentale ruter har mere end dobbelt så mange ruter som Helsinki lufthavn. Det er et af hovedargumenterne for at flytte trafikken til København.

”I dag skal udlandsrejsende fra finske provinslufthavne skifte fly i Helsinki, hvorfra der kun er halvt så mange europæiske og interkontinentale ruter. Ved at flyve over København får finske rejsende langt flere muligheder,” siger Stefan Wentjärvi.

Det finske flyselskab er ejet af SAS og en stor del af de nye rejsende vil uden tvivl flyve videre ud i Europa og verden med SAS, der som bekendt har sin primære hub i København. Blue1 råder over 16 fly og omsatte i 2010 for 1,3 milliarder kroner.