Australien får i begyndelsen af 2022 et nyt uafhængigt lavprisflyselskab, der vil flyve med Boeing MAX-fly til lufthavne, som ikke så ofte bliver benyttet.
Et nyt uafhængigt lavprisselskab går på vingerne i Australien i begyndelsen af 2022. Selskabet har fået navnet Bonza, og bag det står Tim Jordan, der også er selskabets administrerende direktør.
Han har mere end 25 års erfaring fra luftfarten, særligt fra lavprisflyselskaber som Cebu Pacific og Virgin Blue. Senest var han administrerende direktør for FlyArystan, der var det første lavprisselskab i Centralasien
Ifølge Tim Jordan er Australien det eneste land på en liste over de 15 største indenlandske luftfartsmarkeder i verden, der ikke har et uafhængigt lavprisflyselskab. Han mener, at Bonza kommer til at betyde øget konkurrence og give større rejsemuligheder for den almindelige australier.
Betyder flere valgmuligheder
”Bonzas mission er at tilskynde til flere rejser ved at give flere valgmuligheder og ultralave billetpriser, især til fritidsdestinationer hvortil der lige nu kun er forbindelser via de større byer,” siger han.
Bonza bliver bakket økonomisk op af det amerikanske investeringsselskab 777 Partners, der også aktionær i det canadiske lavprisselskab Flair Airlines. 777 Partners er også med i sydøstasiatisk baserede Value Alliance, der er en alliance af lavprisselskaber.
777 Partners ejer også fodboldklubben i italienske Genova, der spiller i Serie A, og virksomheden har en stor aktiepost i La Liga-klubben Sevilla. Men det er en helt anden historie.
Først med Boeing 737 MAX i Australien
Bonza har besluttet, at det vil bruge helt nye Boeing 737 MAX-fly på sine ruter. Et lidt overraskende valg i Australien, hvor ingen flyselskaber har MAX-fly i flåden. Bonza bliver dermed det første australske flyselskab, der benytter 737 MAX på regelmæssige indenlandske ruter, efter at flyet blev groundet globalt i næsten to år efter to på hinanden følgende dødsulykker.
Til Australian Aviation siger Bonza-grundlægger Tim Jordan at han “ikke er bekymret” over, at det australske marked har tøvet med 737 MAX, og at han ser flyet som et af de sikreste på markedet.
“Næsten alle myndigheder i verden har givet tilladelse til, at MAX kan vende tilbage til drift. Så det er egentlig ikke noget, vi bekymrer os om,” siger han.
Til en begyndelse vil Bonza lease to eller tre helt nye MAX-fly. Ifølge Tim Jordan begynder de fleste nye flyselskaber med en flåde af forskellige, ældre brugte fly, men de nuværende markedsforhold har betydet, at Bonza kan sikre sig helt nye 737 MAX 8’ere til ”en fantastisk pris”.
Relaterede artikler:
Norwegian-udfordrer bestiller seks nye MAX-fly