I 2020 åbner Scandic Copenhagen Airport med 357 værelser blot 600 meter fra Københavns Lufthavn og tilfører dermed mere hotelkapacitet til området.
I dag er der kun ét egentligt lufthavnshotel i København. Det er Clarion Hotel Copenhagen Airport, som 1. april i år overtog driften af det lufthavnshotel, der har direkte forbindelse med Terminal 3 i CPH og som tidligere har været drevet af Hilton-kæden.
Men flere hoteller er på vej. Ikke alene i selve lufthavnsområdet, men også i relativ nærhed til den danske hovedstadslufthavn. Nordic Choice Hotels, der i dag driver Clarion-hotellet i lufthavnen, kommer i 2020 med Comfort Copenhagen Airport Hotel med omkring 500 værelser.
Andre hoteloperatører vil også være med. Således kunne Scandic Hotels torsdag annoncere, at man også i 2020 vil åbne Scandic Copenhagen Airport, der vil blive indrettet med 357 værelser samt konferencefaciliteter til flere end 400 personer.
Kun 600 meter fra lufthavnen
Det kommende Scandic-hotel i lufthavnen udvikles i samarbejde med Skanska A/S samt arkitektfirmaet Schmidt Hammer og Lassen. Hotellet bliver opført i erhvervsområdet Scanport, der ligger blot 600 meter fra lufthavnen tæt ved metro, motorvej, strand samt nabo til Den Blå Planet.
Det kommende lufthavnshotel får i alt 13 etager og vil byde på restaurant, skybar på øverste etage, lounge, terrasser, pool, sauna, og fitness. Gæsterne kan samtidig se frem til damp og koldbad med muligheder for at dyrke motionstræning udendørs og indendørs.
”Scandic Copenhagen Airport kommer til at byde på meget mere end det de fleste sætter i relation til et lufthavnshotel. Det kommer til at adskille sig fra det traditionelle lufthavnshotel med sin helt unikke placering, lige i vandkanten, med egen havn, udsigt over Øresund, og samtidig tæt på Københavns centrum. Placeringen i det nye Scanport erhvervsområde, med nærheden til lufthavnen, Indre By, Øresundsbroen, metro og motorvejsnettet til Danmark og Sverige, er jeg sikker på bliver attraktiv for både erhvervslivet, hotellets gæster, besøgende til København og lokale borgere. Med andre ord en adresse tæt på det meste, og lige præcis disse parametre og den udvikling ser vi frem til at blive en spændende del af,” siger Jens Mathiesen, der er administrerende direktør for Scandic i Danmark.
Seks lufthavnshoteller i København i 2020
Med det kommende Scandic Copenhagen Airport samt Comfort Copenhagen Airport Hotel får København tilført omkring 850 ekstra værelser nær lufthavnen, og det kommer oveni, hvad Clarion Hotel Copenhagen Airport, Quality Airport Hotel Dan, Park Inn by Radisson Copenhagen Airport samt Zleep Hotel Copenhagen Airport i dag kan tilbyde.
Herudover kan Crowne Plaza Copenhagen Towers, AC Hotel by Marriott Bella Sky Copenhagen og Cab Inn Metro alle med lidt god vilje også kan kaldes for lufthavnshoteller, selvom der er omkring fem kilometers afstand fra hotellerne til lufthavnens terminalanlæg.
Scandic er i dag den største hoteloperatør i København efterfulgt af Arp-Hansen Hotel Group og Comwell.
Relaterede artikler:
CPH: Hotelejerskab gavner luftfarten
Københavns Lufthavn får nyt Comfort-hotel
CPH lægger hotelplaner på hylden