Nyt Singapore-feed kan koste SAS passagerer

Eurowings skal feede passagerer ind til to tyske Singapore Airlines-ruter. Det kan gå ud over SAS’ feed ind til Singapore Airlines’ CPH-rute.

Singapore Airlines og SAS har i gennem flere år haft et joint venture-samarbejde, som blandt andet har bestået i at SAS har feedet passagerer ind fra hele Europa til Singapore Airlines’ rute mellem Københavns Lufthavn og Singapore. Desuden har parterne en omfattende codeshare-aftale med blandt andet SQ-koder på flere af SAS’ danske indenrigsruter samt ruter i Skandinavien og Nordeuropa.

Nu har Singapore Airlines imidlertid indgået et tæt samarbejde med Lufthansa-selskabet Eurowings. Det består i at Eurowings skal flyve passagerer ind til Singapore Airlines ‘ ruter fra Dortmund og Düsseldorf fra en lang række europæiske destinationer. Dermed bliver SAS’ feederruter udfordret.

Den store fødekanal
Eurowings kommer til at bringe passagerer ind fra 15 europæiske lande til at fylde Singapore Airlines-flyene op i Dortmund og Düsseldorf. Det drejer sig blandt andet om feed fra Sverige, Polen og Tyskland. Alle tre lande hvorfra SAS henter mange af sine feederpassagerer til sine egne langdistanceruter og til langdistanceruter opereret af samarbejdspartnere som Singapore Airlines og Thai Airways.

Det bliver især ruterne til Düsseldorf, der kommer til at være den store fødekanal for Eurowings og Singapore Airlines. Det er nemlig i forvejen Eurowings’ primære trafikknudepunkt.

Arbejde tættere sammen
Aftalen mellem Eurowings og Singapore Airlines kommer kort tid efter at Lufthansa Gruppen og Singapore er begyndt at arbejde tættere sammen. I november sidste år indgik selskaberne en aftale om et joint-venture på ruterne fra München og Frankfurt til Singapore samt på den nye rute fra Düsseldorf til Singapore, der åbnede i juli måned. Det omfattende samarbejde mellem de to selskaber inkluderede også Lufthansa-datterselskaberne Austrian og SWISS samt Silk Air, der er datterselskab til Singapore Airlines.

I april i år offentliggjorde parterne næste skridt i samarbejdet. Det bliver i første omgang en codeshare-aftale fra Frankfurt via Singapore til Denpasar og Jakarta i Indonesien. Herudover er SWISS kommet med i code-share puljen med fem destinationer i Australien, to i New Zealand, suppleret med Jakarta i Indonesien og Kuala Lumpur i Malaysia.

 

 

Relaterede artikler:

Air France og Singapore Airlines i forhandlinger

Lufthansa udvider samarbejde

SAS og Singapore Airlines udvider codeshare

SAS og Singapore Airlines udvider samarbejdet