Nyt terminal-område til 6 mio. passagerer

Lavprisfingeren CPH SWIFT i Københavns Lufthavn holdt i sidste uge rejsegilde. I oktober måneden forventes terminalen at åbne for de første lavprisflyselskaber. Tyske Germanwings har allerede skrevet kontrakt, og lufthavnen forhandler i øjeblikket med flere selskaber.

I slutningen af 2009 indledte Københavns Lufthavn opførelsen af den nye lavprisfinger i Københavns Lufthavn, der har fået navnet CPH SWIFT. Torsdag den 25. marts kunne lufthavnen markere rejsegildet og samtidig også, at der kun er ca. 6 måneder til åbningen af det nye terminal-område.

”CPH SWIFT er en investering i mere effektivitet og flere billigere rejser,“ sagde administrerende direktør Brian Petersen fra Københavns Lufthavne A/S ved pressemøde i sensommeren 2008, da planerne for projektet første gang blev offentliggjort.

Men det er også en bygge- og anlægsinvestering til knapt 200 mio. kroner gennem en udbygning af det eksisterende terminalanlæg med en ny “finger“ med i alt seks standpladser. Herudover er der udvidelsesmuligheder til yderligere fem standpladser. Kapaciteten er i første omgang beregnet til seks mio. passagerer årligt.

CPH SWIFT er tegnet af Vilhelm Lauritzen Arkitekter, der også har tegnet Københavns Lufthavn, Terminal 2 og 3 samt lufthavnens første terminal fra 1939. Bygningen får et areal på 6.700 m2 og et 2.400 m2 stort gangareal, der forbinder CPH SWIFT med Finger D og Terminal 3.

Selvbetjeningsterminal

CPH SWIFT er en ny tilbygning, der opføres i direkte forlængelse af finger D, hvorfor det bliver en integreret del af det eksisterende terminalområde. Det indebærer, at forbindelsen med metro og tog er sikret. Samtidig vil passagererne have adgang til de samme faciliteter som de øvrige passagerer i lufthavnen, hvilket vil sige, bagagedrop, security, butikker, restauranter m.v.

Rejsende fra CPH SWIFT skal alle selv checke-ind. Det kan enten gøres hjemmefra via internettet, via mobiltelefonen eller ved at benytte en af automaterne i terminalbygningen – eller automaten på Københavns Hovedbanegård.

Kritikerne har hævdet, at der bliver meget lange gå-afstande, idet der bliver 500 meter længere ud til den sidste af de 6 gates i den nye SWIFT-terminal. Der hævdes, at der bliver en gå-afstand på 1,2 km fra Terminal 3, og fra Terminal 1 bliver afstanden på anslået ca. 2 km.

Da passagererne i SWIFT-terminalen skal sluses igennem det samme security- og butiksområde som de øvrige passagerer, kan man umiddelbart forestille sig kapacitetsproblemer. De fleste der benytter Københavns Lufthavn, kan nikke genkendende til trængsel og ventetider, om end lufthavnens har fået bedre styr på det gennem det seneste års tid.

De længere afstande vil dog betyde, at passagerne skal møde op i god til. I dag anbefaler eksempelvis Air Berlin og Transavia, at kunderne møder op senest 2 timer før flyafgang, mens Norwegian har en anbefaling på 1 time og 30 minutter.

Men da hovedparten af passagererne fra SWIFT-terminalen angiveligt bliver fritidsrejsende, vil det måske ikke have den store betydning. Fritidsrejsende har nemlig mere tid, end de har penge. Derfor vil mange sikkert hilse nye luftfartsselskaber, flere afgange og dermed øget konkurrence velkommen, idet det vil have en direkte indflydelse på billetpriserne.