Boeing 787 Dreamliner fra Air Canada. (Foto: Vytautas Kielaitis | shutterstock.com)

Officielt: Air Canada fra København til Montreal

Air Canada flyver første gang fra København til Montreal den 2. juni næste år. I sommertrafikprogrammet vil Air Canada derfor kunne tilbyde 10 ugentlige afgange til Canada.

Som Check-in.dk allerede kunne afsløre i begyndelsen af august, vil Air Canada næste år tilføje endnu en destination fra Københavns Lufthavn. 

Det canadiske Star Alliance-selskab har gennem mange år fløjet mellem København og Toronto, og nu bliver det muligt fra sommeren 2023 at flyve direkte til Montreal, der er Canadas næststørste by og hovedstad i Quebec-provinsen.

Ruten starter op fra Montreal den 1. juni, og første afgang fra København finder sted den efterfølgende dag. Her flyves der kl. 13.15 fra Københavns Lufthavn med ankomst kl. 15.00 samme dag lokal tid i Montréal–Trudeau International Airport.

Air Canada vil betjene Montreal fem gange om ugen fra København på henholdsvis mandage, torsdage, fredage, lørdage og søndage. Der er tale om en sommerrute, der lukker igen i oktober.

“Som det eneste flyselskab, der tilbyder en direkte rute mellem København og Montreal, vil vores nye fly give vores kunder i Norden et endnu større udvalg. Der er både mulighed for at drage fordel af en direkte adgang til Montreal – og så er der mulighed for at rejse videre ud fra Montreal til over 40 destinationer på tværs af Canada og USA,” siger Marc Sam, landechef for Air Canada i Skandinavien, Finland og de baltiske lande.

10 ugentlige Air Canada-afgange
Tilføjelsen af endnu en interkontinental rute fra Københavns Lufthavn er gode nyheder for den danske hovedstadslufthavn, der allerede før coronapandemien havde sikret sig en rute til Montreal med opstart i 2020. Men det canadiske lavprisflyselskab Air Transat opgav sidenhen at åbne ruten som følge af de indførte rejserestriktioner.

“Det betyder meget, at Air Canada udvider sine ruter og begynder at flyve direkte mellem København og Montreal. Det er virkelig en god nyhed med endnu en lang, interkontinental rute ud af CPH. Det styrker Københavns Lufthavns position som et af de vigtigste trafikknudepunkter i Nordeuropa,” lyder det fra Peter Krogsgaard, kommerciel direktør i Københavns Lufthavn.

Den eksisterende rute mellem København og Toronto, der opereres året rundt, vil fra den kommende sommer få yderligere to frekvenser, så der flyves fem gange om ugen. Dermed bliver der 10 ugentlige Air Canada-afgange fra København opereret med en 255-sæders Boeing 787-8 Dreamliner.

Air Canada har fløjet fra København til Toronto siden 2010 kun afbrudt af coronapandemien, og i sommeren 2022 åbnede SAS også en sæsonrute til Toronto i direkte konkurrence med Air Canada. Gennem tiden har selskaber som CP Air og Canadian Airlines også fløjet fra København, mens Sterling Airways og Canada 3000 for mange år siden forsøgte sig med charterflyvninger.

 

Relaterede artikler:

Ny CPH-rute til Montreal fra juni 2023

Air Canada indsætter 450-sæders fly til København

Air Canada-rute fra København indviet