Tomhed i stedet for tralvhed i Terminal 2 i Københavns Lufthavn. (Foto: Airborne Cinematics)

Om lidt bliver her stille

Mandag blev der kun gennemført 25 flyafgange fra Københavns Lufthavn mod normalt flere hundrede, og om få dage vil de måske kunne tælles på to hænder. Se videoreportagen fra en næsten tom lufthavn.

Lyden af jetmotorer og lugten af flybrændstof vil snart forsvinde på det 11.8 kvadratkilometer store areal, der i dag udgør Københavns Lufthavn, der før coronakrisen var den travleste lufthavn i Norden.

Før coronakrisen var der i gennemsnit 83.000 rejsende, der hver dag passerede gennem lufthavnens to terminaler, men i de seneste dage har der blot været omkring 5.000 rejsende, hvilket vidner om den alvorlige krise, som luftfarten i øjeblikket befinder sig i.

Lufthavnen er til daglig en arbejdsplads for 22.000 mennesker, hvoraf mange er blevet hjemsendt fra flyselskaber, handlingselskaber og fra lufthavnens butikker og restauranter.

Den summen af liv, som man kunne opleve for få uger siden, er forsvundet med en hidtil uset hastighed, og nu kan de få rejsende opleve at have næsten hele lufthavnen for sig selv på tidspunkter, hvor det normalt vil være fyldt godt op.

Pulsen er væk
Med et passagerfald på op imod 95 procent har lufthavnen allerede indskrænket sig på arealerne. Go-fingeren, der håndterer lavpristrafikken, er blevet lukket ned, og den tilbageværende trafik er flyttet ind i hovedterminalen.

Den ene af lufthavnens to hovedbaner – 04L/22R – samt tværbanen 12/30 er midlertidigt blevet inddraget til parkeringsareal for fly, der ikke kommer på vingerne foreløbigt. Alle starter og landinger i CPH foregår derfor i øjeblikket på den østlige hovedbane 04R/22L.

“Det er meget specielt i øjeblikket. Normalt er der en puls og nerve og masser af glade mennesker, men lige nu er det som at gå rundt i lufthavnen midt om natten. Det er lidt sørgeligt, når man ved, hvilken betydning lufthavnen har for rigtig mange mennesker,” siger Mikkel Krogh fra pressevagten i Københavns Lufthavn.

Kun 25 flyafgange
Mandag var der blot 25 flyafgange fra CPH mod normalt omkring 300, og rutekortet er efterhånden til at overskue. Indenrigsflyvninger til Bornholm, Aalborg og Aarhus samt til fem europæiske lufthavne i henholdsvis Oslo, Stockholm, London, Frankfurt og Amsterdam. Herudover interkontinentale flyvninger til Bangkok og Doha. 

Om lidt kan afgangene måske tælles på to hænder. Om lidt bliver her stille.

 

Videodokumentation
Airborne Cinematics, der er en dansk filmproduktionsvirksomhed med stærk passion for luftfart, har været en tur forbi Københavns Lufthavn for at dokumentere den helt specielle stemning, der er opstået med de mange parkerede fly og tomme terminaler.

 

 

Relaterede artikler:

COVID-19: Politiet rykker ind i Københavns Lufthavn

Københavns Lufthavn lukker to startbaner

CPH sender 1.500 medarbejdere hjem