Nuuk Lufthavn. (Foto: Greenland Airports | Facebook.com | PR)

Vil købe Danmark ud af grønlandsk lufthavnsselskab

Grønlandske politikere vil købe Danmark ud af Greenland Airports. Den grønlandske regering er uenig, men kan alligevel blive pålagt at starte processen allerede næste år.

Et enigt Finans- og Skatteudvalg i det grønlandske parlament, Inatsisartut, har indstillet til, at parlamentet skal pålægge den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at overtage den danske stats andel i det grønlandske lufthavnsselskab Greenland Airports. Det skriver Sermitsiaq.

Den danske stat ejer aktuelt 33 procent af selskabet, og Naalakkersuisut har egentlig advaret om, at det ikke på nuværende tidspunkt er økonomisk ansvarligt at købe aktieposten. For mens aktiepostens værdi fortsat skal fastsættes, så kan det føre til en væsentlig udgift i landskassen.

”Landskassens situation kræver, at større investeringer prioriteres nøje, og der er i øjeblikket andre presserende behov, som kræver opmærksomhed og ressourcer,” har Naalakkersuisut skrevet i et svarnotat til forslaget, som blev stillet af partiet Naleraqs formand, Pele Broberg.

Ender det grønlandske parlament med at pålægge den grønlandske regering at købe den danske aktiepost, så skal man fra Naalakkersuisuts side rette henvendelse til rigsmyndighederne senest den 1. januar 2027 med henblik på opkøbet.

Den danske stat har postet millioner i lufthavnsbyggeri
Den grønlandske regering har ifølge Sermitsiaq tidligere kommet med et svarnotat, hvor man argumenterer for, at det er det nuværende partnerskab med den danske stat, som har været med til at sikre, at Grønland kunne udvide lufthavnsinfrastrukturen – eksempelvis de nye lufthavne i Nuuk og Qaqortoq samt den kommende lufthavn i Ilulissat, som den danske stat har finansieret en betydelig del af.

Den grønlandske regering påpeger også, at man allerede i dag har bestemmende indflydelse i Greenland Airports International, fordi man har en ejerandel på 67 procent. På længere sigt er man dog enige med Finans- og Skatteudvalget i, at man skal overtage hele ejerskabet.

Den danske stat har tidligere tilført 700 millioner kroner til Greenland Airports og sørget for et statsligt genudlån på en milliard kroner, som er blevet brugt til at bygge lufthavnene i Nuuk og Ilulissat.

Samtidig har Folketingets Finansudvalg i sommeren 2025 godkendt et anlægstilskud på yderligere 400 millioner kroner samt en låneramme på op til 1.140 millioner kroner til Greenland Airports International, som skal bruges til at færdiggøre lufthavnen i Ilulissat, som, hvis alt går efter planen, åbner den 29. oktober i år.

 

Relaterede artikler:

Ny lufthavn åbner i Sydgrønland

Åbningsdato fastsat for ny Ilulissat-lufthavn

Hun skal stå for udfordret lufthavnsdrift i Grønland