Norwegian-fly i Oslo Lufthavn. (Foto: Tom Guldbrandsen)

Over en million passagerer for anden måned i træk

I november fløj 1.005.380 passagerer med Norwegian, og dermed har der i to måneder været flere end en million passagerer. Aktuelt befinder Norwegian sig på samme niveau som i 2010.

Norwegians passagertrafik har de seneste måneder stabiliseret sig på et niveau omkring en million passagerer om måneden. Det dokumenterer de seneste passagertal for november, der blev offentliggjort mandag morgen.

I november var der 1.005.380 passagerer, der havde købt billet til en flyvning med de rødnæsede fly, og dermed er det anden måde i træk, at Norwegian runder millionen på passagertallet. I oktober var der 1.203.205 passagerer ombord på flyene, mens september var lige ved og næsten med 977.719 rejsende.

En million passagerer er lidt mindre, end hvad Norwegian havde ombord i november 2010. Dengang var der 1.084.782 passagerer, der rejste med det norske lavprisflyselskab. 

Stort fald i belægningen
Norwegians koncernchef Geir Karlsen har flere gange sagt, at det er afgørende med det rigtige kapacitetsudbud i vintertrafikprogrammet, da bundlinjen i selskabet ikke skabes om sommeren, men om vinteren i forhold til at minimere tabet.

I november var der i gennemsnit 49 fly i produktion, mens selskabet i oktober med 200.000 flere passagerer kun havde 48 fly i produktion. Det har også givet sig udslag i belægningen, der faldt med 6,1 procentpoint fra oktober til november og landede på 76,6 procent.

Trods dette er koncernchefen alligevel tilfreds med november-tallene, selvom belægningen har været faldende på baggrund af et stort kapacitetsudbud i forhold til efterspørgslen. 

“Resultatet viser, at vi har ramt godt med at tilpasse produktionen til kundernes rejsebehov. Spanien er et af markederne, hvor vi ser en god udvikling i bookingerne. Den seneste måned har vi gjort det endnu mere trygt for kunderne at købe billetter ved at forlænge muligheden for én gebyrfri ændring også af de rimeligste billettern som ikke som udgangspunkt er fleksible,” siger Geir Karlsen.

Udover en stabilt passagertal, så kan Norwegian også glæde sig over, at punktlighed og regularitet var i top. I alt 99,8 procent af flyvningerne blev gennemført, og 91,3 procent af samtlige flyvninger afgik til tiden. 

 

Relaterede artikler:

Norwegian er gode til at fylde flyene

Tæt på en million passagerer hos Norwegian

Norwegian haler ind på SAS