Mo I Rana Lufthavn Røssvoll. (Foto: Skistar | CC 3.0)

Personalemangel: Norsk lufthavn weekendlukker

Lufthavnen i Nordnorges fjerdestørste by Mo I Rana er tvunget til at lukke i den kommende weekend, da man mangler personale. Passagererne køres i stedet i bus til to andre lufthavne.

Mo I Rana er en by i Nordland-regionen og den fjerdestørste by i Nordnorge. Byens omkring 18.000 indbyggere har adgang til Mo I Rana Lufthavn Røssvoll, hvorfra Widerøe flyver til både Bodø, Mossjøen og Trondheim.

Det vil dog ikke være muligt i den kommende weekend, idet den norske lufthavnsoperatør Avinor, der driver 43 statsejede norske lufthavne, har besluttet at lukke lufthavnen på grund af mangel på personale i forbindelse med ferieafvikling.

Det betyder, at der ikke vil være ruteflyvning til og fra lufthavnen fra fredag aften kl. 20.30 og frem til mandag morgen kl. 05.30. Der opretholdes dog en nødbemanding i tårnet, så det vil være muligt at tage imod ambulancefly eller fly, der på en eller anden måde kommer i en nødsituation, hvor lufthavnen skal kunne benyttes.

“De ansatte har ydet langt mere end forventet. Det er gode folk, som har arbejdet meget og stillet op, når det var nødvendigt, men de behøver også hvile, hvilket arbejdsmiljøloven kræver. Vi er nødt til at give dem en pause ,” siger kommunikationsrådgiver Ylva Celius Truelsen fra Avinor til det lokale medie Rana Blad.

Widerøe har givet i alt 258 berørte passagerer besked om ændringerne, og flyselskabet vil køre passagererne i bus til lufthavnene i Mossjøen eller Sandnessjøen, hvorfra det er muligt at flyve videre med selskabet.

I gang med lufthavnsprojekt til milliarder
Mo I Rana Lufthavn Røssvoll betjener årligt omkring 110.000 passagerer, hvilket sat i forhold til dansk målestok er noget mere end lufthavnene i Esbjerg og Sønderborg, men omkring halvdelen af passagertallet i Bornholms Lufthavn. 

Da coronapandemien ramte i marts 2020 var lufthavnen en af samlet ni lufthavne, som Avinor besluttede midlertidigt at lukke for at sikre tilstrækkelig kapacitet til at kunne opretholde betjeningen af de øvrige lufthavne.

Lokale kræfter har siden 2014 arbejdet hårdt for at få etableret en ny lufthavn i Mo I Rana, så det bliver muligt at modtage store fly. Finansieringen faldt på plads i 2022, og Stortinget har bevilget 3,32 milliarder norske kroner til at gennemføre projektet, der delfinansieres af Rana Kommune og Polarsirkelen Lufthavnutvikling.

Den nye lufthavn forventes at være færdig i 2026 med kommerciel ibrugtagning i foråret 2027. Så må man blot håbe, at der på dette tidspunkt er tilstrækkelig personalekapacitet til at holde lufthavnen åben om sommeren.

 

Relaterede artikler:

Lokale indsamler 115 millioner kroner til ny lufthavn

Norge lukker ni lufthavne midlertidigt

​Lille norsk by skal have ny stor lufthavn