En Dash-8 fra det norske regionale flyselskab Widerøe. (Foto: ZorroIII)

Norge lukker ni lufthavne midlertidigt

Flytrafikken til og fra og i Norge bliver stærkt begrænset den kommende tid. Både SAS, Norwegian og Widerøe reducerer voldsomt, mens ni norske lufthavne helt lukkes for trafik.

Norge har lige som Danmark besluttet at lukke grænserne i bestræbelserne på at begrænse smittespredningen med coronavirus. Som følge heraf indstiller de fleste flyselskaber langt hovedparten af deres udenrigsflyvninger til og fra Norge. Det gælder både norske og udenlandske flyselskaber.

Det er imidlertid ikke kun udenrigsflytrafikken i Norge, som påvirkes af coronasituationen. Både SAS, Norwegian og Widerøe havde allerede mandag også aflyst en lang række indenrigsflyvninger i Norge. Mens SAS har besluttet at indstille de fleste flyvninger indtil videre, vil Widerøe reducere antallet af afgange til det halve af normalt.

Fra 420 til 210 afgange om dagen
”Vi har normalt omkring 420 afgange om dagen, så vi skærer nu cirka 210 flyvninger om dagen. Men jeg vil understrege, at dette kan ændres,” sagde Widerøes koncernchef Stein Nilsen søndag aften til det norske medie E24.

Krisen betyder samtidig, at det norske flyselskab vil afskedige mindst 1.000 af sine medarbejdere midlertidigt, og afskedigelserne vil blive gennemført så hurtigt som muligt, oplyser Widerøe-chefen til E24.

Widerøe meddelte allerede 11. marts, at selskabet ville aflyse 1.500 afgange frem til udgangen af maj. De 1.500 afgange kom oveni de 4.000 aflysninger af indenrigsafgange, som selskabet allerede i februar varslede som følge af Widerøes økonomiske vanskeligheder.

Ni norske lufthavne lukkes ned
Den norske lufthavnsoperatør Avinor har som følge af krisen besluttet at lukke ni mindre provinslufthavne – såkaldte kortbanelufthavne – helt for kommercielle flyvninger fra onsdag den 18. marts og indtil videre.

Lukningerne gennemføres for at sikre, at Avinor er i stand til at overføre medarbejdere og udstyr til andre lufthavne og dermed over tid opretholde lufthavnsoperatørens rolle som en central del af Norges nationale sundhedsberedskab.

”Avinors medarbejdere vil også blive udsat for smitte, karantæne eller varetage et omsorgsansvar for egne børn/personer. For at sikre, at vi har et netværk af lufthavne i drift, frigiver vi nu ressourcer, så vi er mere robuste i andre lufthavne og dermed kan sikre driften over tid,” siger Dag Falk-Petersen, administrerende direktør i Avinor.

Mulige foranstaltninger i Oslo Lufthavn
De ni lufthavne, som lukkes midlertidigt for kommerciel trafik, er Vardø, Berlevåg, Sørkjosen, Stokmarknes, Svolvær, Mo i Rana, Mosjøen, Förde og Sandane.

”Lukningen af ​​ni kortbanelufthavne for kommerciel trafik er et første skridt for at sikre, at der er ressourcer til rådighed til at drive et netværk af lufthavne. Avinor vurderer løbende yderligere foranstaltninger, herunder foranstaltninger i Oslo Lufthavn,” siger Dag Falk-Petersen.

 

Relaterede artikler:

Norge overvejer at forbyde fly fra udsatte lande

Norwegian: Det handler om uger

Widerøe skærer 4.000 flyafgange på indenrigsruterne