Cockpit i Airbus A350 (Foto: Airbus)

Piloter bekymrede over solo-pilot-projekt

Cathay Pacific og Airbus arbejder på at udvikle et solo-pilot-system, der skal være klar i 2025. De europæiske piloters organisation ECA er bekymrede for flysikkerheden.

Piloterne i Europa er bekymrede over et projekt om solo-piloter på langdistanceruter, som flyselskabet Cathay Pacific og Airbus arbejder sammen om.

I en Facebook-opdatering fra de europæiske piloters organisation, European Cockpit Association (ECA), hedder det, at flyproducenter arbejder på en teknologi, der kan fjerne piloter fra cockpittet, og at flyselskaber støtter dem, men uden at ville indrømme det. 

Reaktionen fra piloterne kommer efter en historie fra Reuters tidligere på måneden om, at Hongkong-baserede Cathay Pacific sammen med Airbus er så langt med udviklingen af solo-pilot-systemet, at de satser på, at de første fly, der betjenes af en enkelt pilot, er på vingerne i 2025.

To piloter er nok
Airbus og Cathay Pacific arbejder på en løsning, der skal bruges på langdistanceflyvninger. Her er der typisk tre eller fire piloter i en besætning, så der altid er mandskab nok til, at der sidder to piloter i cockpittet samtidig.

Fremover bliver det muligt at flyve med blot to piloter i besætningen. Mens den ene sidder alene i cockpittet og styrer flyet, kan den anden tage sine pauser og være klar til at blive tilkaldt, hvis det måtte blive nødvendigt. Der skal dog være to piloter i cockpittet ved start og landing.

Der er flere ting, der undrer piloterne, skriver ECA i opslaget. Det første er det hastværk, der præger processen, dernæst den hemmeligholdelse, der finder sted, og endelig at det er svært at gennemskue, hvad og hvem der driver projektet fremad.

Skidt for flysikkerheden
Piloterne understreger, at de ikke støtter reducerede eller solopilotoperationer under nogen dele af en flyvning. De opfordrer til gennemsigtighed og har brug for troværdige svar fra dem, der er involveret i projekter af den slags.

”Det er klart, at en reduktion af besætninger er drevet af økonomi, og er et forsøg på at flyve mere til den samme pris. Men historien har vist, at det at sætte økonomiske gevinster som det primære mål, har en skadelig indflydelse på flysikkerheden,” hedder det i opslaget.

 

Relaterede artikler:

Flyselskab: Én pilot i cockpittet er nok

Air France bestiller flere Airbus A350

Over 50 procent af alle piloter er ikke længere aktive