Air France bestiller flere Airbus A350

Air France sætter fart på flådefornyelsen med ordre på yderligere 10 nye Airbus A350-900. Om to år er både A380 og A340 ude af flåden.

Air France modtog i slutningen af september det første af 28 nye Airbus A350-900, og siden er yderligere to af de nye langdistancefly føjet til Air France-flåden.

Nu har det franske imidlertid besluttet at udvide ordren på de 28 A350-900 med yderligere 10 fly af typen, så selskabet de kommende år vil få leveret i alt 38 A350-900.

Samtidig har bestyrelserne i Air France og Air France-KLM truffet den endelige beslutning om at udfase Airbus A380, som er en af de flytyper, de nye A350ere skal afløse i Air France-flåden.

Forenklet flåde i både Air France og KLM
Søsterselskabet KLM er allerede godt på vej til at forenkle sin langdistanceflåde, som i sidste ende udelukkende vil bestå af Boeing 777 og 787.

Air France forfølger den samme strategi for forenkling af flåden, og i 2023 vil Air France-flåden bestå af 116 fly fordelt på kun fire familier: Airbus A330 og A350 og Boeing 787 og 777.

Ligesom hos KLM vil en flåde med færre typer af fly give Air France større operationel fleksibilitet og en række andre fordele – heriblandt ikke mindst færre typeratings blandt selskabets piloter, som fremover kun skal uddannes til de fire flytyper.

Farvel til A340 og A380
A380-flyene skal udfases af Air France-flåden inden udgangen af 2022. Derudover skal selskabets sidste fire Airbus A340-300 med en gennemsnitsalder på over 21 år også udfases, og med ordren på yderligere 10 A350-900 vil selskabet kunne fremskynde udfasningen af A340-flyene til første kvartal 2021.

“Rationalisering og modernisering af Air France-KLM-flåden er vigtig for at forbedre dens økonomiske og operationelle resultater,” siger koncernchef Benjamin Smith.

Anne Rigail, administrerende direktør for Air France, fremhæver også de nye A350-flys forbedrede brændstoføkonomi og dermed mindre CO2-udledninger.

”Med en investering på over én milliard euro årligt er vores flådemodernisering den vigtigste løftestang til at opfylde vores mål om at reducere vores CO2-emissioner med 50 procent pr. passagerkilometer i 2030,” siger Anne Rigail.

 

Relaterede artikler:

Første Airbus A350 til Air France

Første Air France A380 sat på jorden

Air France udfaser samtlige 10 Airbus A380