Primera Air - Boeing 737-800.

Piloter: Primera Air bedriver social dumping

Den europæiske pilotsammenslutning mener, at Primera Air’s udflagning af fly fra Danmark til Letland er udtryk for social dumping og regelshopping.

European Cockpit Association (ECA), der repræsenterer piloter påtværs af hele Europa, er gået i frontalangreb på luftfartsselskabet Primera Air, der har hovedparten af sine fly registreret i Danmark og er medlem af brancheorganisationen Dansk Luftfart.

De europæiske piloter anklager Primera Air for at bedrive social dumping og regelshopping.

”En ny pionér med en ny forretningsmodel længes efter at gøre tingene anderledes er opstået. Det synes dog, at denne nye forretningsmodel har en velkendt klang: social dumping og shopping efter fleksible regler og tilsyn er dens centrale søjler. Dette er tankegangen hos det islandsk-dansk-lettiske Guernsey-selskab Primera Air,” skriver European Cockpit Association i en pressemeddelelse.

Foreningen er en paraplyorganisation for pilotfagforeninger på tværs af de europæiske lande. Blandt medlemsorganisationerne er Danish air line pilot association (DALPA), der repræsenterer mere end 1.300 danske piloter på tværs af danske luftfartsselskaber.

På krigsstien
Det er Primera Airs etablering af et lettiske søsterselskab til det danske selskab, som har sendt ECA på krigsstien. Primera Air etablerede det lettiske selskab Primera Air Nordic sidste år for med lavere lønomkostninger end i det danske selskab Primera Air Scandinavia bedre at kunne konkurrere på wet lease-markedet på tværs af Europa.

Selskabet har indtil videre overført to af sine otte Boeing 737-800 fly fra dansk til lettisk register til brug for det nye lettiske selskab. I ECA’s udlægning er to ud af otte fly det samme, som næsten alle selskabets fly.

”Med flytningen af ​​næsten alle fly til sit nye lettiske datterselskab, vil ansvaret for operatørens sikkerhed være placeret hos de lettiske luftfartsmyndigheder. For Primera Air, som er et privat charterselskab med en atypisk ansættelsespraksis gennem et agentur i Guernsey, vil de forholdsvis små lettiske luftfartsmyndigheder står over for en udfordring med at skulle føre tilsyn med Primera Airs aktiviteter i fjerne land. Lignende erfaringer andre steder i Europa har vist, at små landes luftfartsmyndigheder ofte har for få ressourcer til at udføre effektiv tilsyn med sikkerheden,” påpeger ECA.

Trækkes ud af kontekst
Hos Primera Air har man ikke meget til overs for bredsiden fra de europæiske piloter, som også repræsenterer piloter ansat i Primera Air Scandinavia.

”Vi har meget lidt at sige om en artikel, der er så farvet og af så politisk karakter – hvor der trækkes ting ud af kontekst. Formålet synes desværre at være at underminere offentlighedens tro på luftfartssikkerheden,” siger Hrafn Thorgeirsson, direktør for både Primera Air Scandinavia og Primera Air Nordic, til CHECK-IN.dk.

Han opfordrer i stedet til sammenhold i branchen.

”Når nu flyselskaber og luftfartsbranchen i mange dele af Europa er udfordret fra alle sider, er det vigtigere end nogensinde før, at vi finder fælles fodslag og finder løsninger i stedet for at skabe unødvendige konflikter,” pointerer Hrafn Thorgeirsson.

Han peger i øvrigt på, at European Cockpit Association aldrig har kontaktet Primera Air.

”Primera Air er aldrig blevet kontaktet af denne organisation, men vi vil være villig til at mødes med dem til enhver tid for at drøfte alle de bekymringer, som de måtte have for vores virksomhed,” understreger Hrafn Thorgeirsson.

CHECK-IN.dk har forgæves bedt European Cockpit Association svare på, hvorfor de ikke har været i kontakt med Primera Air inden de udsendte en pressemeddelelse om selskabet.