En Airbus A321neo fra det islandske lavprisflyselskab PLAY. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

PLAY vil flyve til lavprislufthavn nær New York

Til juni åbner PLAY en rute til en lavprislufthavn ved New York. Det bliver den tredje USA-rute fra det islandske lavprisflyselskab, der også har lanceret to andre ruter med opstart i foråret.

PLAY er stille og roligt ved at opbygge sit rutenetværk i vestlig retning fra basen i Keflavik International Airport ved Reykjavik.

Således har det islandske lavprisflyselskab netop annonceret endnu en ny rute til USA, der åbner 9. juni 2022. Der er tale om flyvninger fra Keflavik-lufthavnen til Stewart International Airport, der ligger cirka 105 kilometer nord for det centrale Manhattan.

Ruten vil være tilgængelig året rundt med fire ugentlige flyvninger, og ifølge flyselskabet vil passagererne kunne nyde godt af et behageligt serviceniveau og lave billetpriser.

Stewart er en velkendt lufthavn
PLAY er begejstret for valget af Stewart-lavprislufthavnen, der altså ligger lidt længere væk end de to største New York-lufthavne, JFK og Newark.

’Landingsafgiften i Stewart Airport er hele 80 procent billigere end de øvrige lufthavne i New York, hvilket er med til at sikre konkurrencedygtige billetpriser året rundt,’ lyder en af begrundelserne fra PLAY i en pressemeddelelse for valget af denne lufthavn.

Stewart International Airport nær New York er ikke en ukendt størrelse for nordiske og andre europæiske rejsende. Norwegian havde således tidligere ruter med fra både Dublin, Shannon, Edinburgh og Paris til Stewart-lufthavnen, og der blev benyttet både Boeing 737 MAX og Boeing 787 Dreamliner.

Snart vil endnu et norsk flyselskab forsøge sig med en rute til Stewart International Airport. Det er Norse Atlantic Airways, der efter planen senest til sommer vil gå på vingerne fra Oslo Lufthavn til New York-lufthavnen. Selskabet vil også benytte Dreamlinere, hvoraf flere tidligere har fløjet for netop Norwegian.

Åbner ruter til Washington og Boston
Når PLAY åbner sin nye rute til Stewart International Airport, vil der sandsynligvis blive indsat Airbus A321neo. Flyselskabet råder indtil videre over tre af denne flytype med en enkelt mere på vej. Herudover er der én Airbus A320neo i flåden, mens yderligere fire fly vil tilgå selskabet på et senere tidspunkt.

Inden den nye rute til Stewart-lufthavnen går i luften, vil PLAY allerede have åbnet to andre nye USA-ruter. Således vil det islandske selskab som tidligere annonceret åbne en rute i april fra Keflavik til Baltimore/Washington International Airport, og i maj åbnes en rute til Boston Logan International Airport.

Dermed vil PLAY frem til sommeren 2022 åbne i alt tre nye ruter fra basen i Island til den amerikanske østkyst. Ruterne lægger sig således til PLAYs ruter til europæiske destinationer, hvor Københavns Lufthavn indtil videre indgår som den eneste danske.

 

Relaterede artikler:

PLAY præsenterer to første USA-ruter

PLAY flyver udenom Vestdanmark

1,5 millioner passagerer hos to islandske flyselskaber