Demonstration foran Royal Hotel i København i januar 2015, hvor Ryanair holdt pressemøde. Foto: Andreas Krog.

Røde faner møder Ryanair

Fagbevægelsen vil være på plads med røde faner, når Ryanair i dag holder pressemøde og annoncerer flere ruter fra deres kommende base i Københavns Lufthavn.

Der venter Ryanairs kommercielle direktør, David O’Brien, en varm velkomst, når han torsdag formiddag kommer til Royal Hotel i det indre København for at være vært ved et pressemøde, som Ryanair har indkaldt til.

Fagbevægelsen har nemlig fået nys om pressemødet, og derfor vil O’Brien og de øvrige Ryanair-folk blive mødt af en gruppe af medlemmer af fagforeningen 3F, røde faner og løbesedler. Det erfarer CHECK-IN.dk.

På pressemødet forventes Ryanair at annoncere åbningen af yderligere 10 ruter fra den nye base i Københavns Lufthavn, som selskabet åbner med et fly og tre ruter den 26. marts. Som CHECK-IN.dk skriver i dag, så bliver Rom’s Ciampino-lufthavn en af de 10 nye destinationer.

Rød klud i ansigtet
Fagbevægelsens fremmøde ved pressemødet er et godt varsel om hvad der sandsynligvis venter Ryanair, når de kommer til København til marts. Selskabet er nemlig så stor en rød klud i ansigtet på fagbevægelsen, at man ruster sig til kamp mod selskabet gennem blokade af Ryanairs fly i Københavns Lufthavn. Kravet vil være, at Ryanair tegner en overenskomst for det kabinepersonale og de piloter, som skal stationeres på den nye base i København. Gør de ikke det, er en bred vifte af LO-fagforeninger klar til at lave konflikt og forhindre at flyene bliver håndteret i Københavns Lufthavn

Som CHECK-IN.dk kunne fortælle onsdag aften, så sender LO-forbundet Flyvebranchens Personale Union i dag et første konfliktvarsel afsted til Ryanair. Det er startskuddet til en proces, der med stor sandsynlighed fører til, at fagbevægelsen allerede fra Ryanairs opstart i Københavns Lufthavn den 26. marts vil lave blokade.

Planen er at en række andre LO-fagforeninger, der organiserer medlemmer i luftfartsbranchen, vil indlede en sympatikonflikt. Det betyder at medlemmer af blandt andet HK, Dansk Metal og 3F vil nægte at håndtere Ryanairs fly samt Ryanairs passagerer og deres bagage. Også selvom medlemmerne er ansat i et andet selskab end Ryanair.