Ryanair vil i sommeren 2024 flyve direkte fra Aalborg Lufthavn til Costa Brava-lufthavnen nord for Barcelona. Det bliver den eneste danske lufthavn med Girona-Costa Brava på rutekortet.
Bedst som man troede, at Ryanair var ved at afvikle sine ruter i Aalborg Lufthavn, har det irske lavprisflyselskab annonceret en ny spansk sommerrute, der skal supplere den enlige rute til London-Stansted.
Fra den 1. april og frem til og med den 25. oktober vil Ryanair flyve to gange om ugen til Girona-Costa Brava Airport, der ligger omkring 75 kilometer eller halvanden times kørsel nord for Barcelona.
Tidtabellen kunne være bedre, idet der er relativ sen afgang fra den nordjyske lufthavn. Der flyves på mandage og fredage, hvor mandagafgangen udgår fra Girona kl. 17.55 med ankomst i Aalborg Lufthavn kl. 20.45. Returflyvningen sker kl. 21.10, og ankomsten i den spanske lufthavn er fem minutter før midnat. Om fredagen er afgangen begge vej senerelagt med en time og 15 minutter.
Ruten til Girona-Costa Brava bliver den eneste fra de fire danske lufthavne, som Ryanair betjener. Hverken København, Billund eller Aarhus kan tilbyde den spanske destination på rutekortet.
Femte spanske rute i sommertrafikprogrammet
Hos Aalborg Lufthavn er der ikke uventet glæde over, at lufthavnen har sikret sig en ekstra julegave fra en lidt uventet kant.
“Vi er glade for at kunne tilbyde endnu en direkte rejsemulighed til Sydeuropa i 2024, hvor ruten til Girona tilbyder nogle nye og unikke ferieoplevelser – hvad enten man er til byferie eller daseferie på stranden,” siger Niels Hemmingsen, administrerende direktør i Aalborg Lufthavn.
Den nye Ryanair-rute supplerer de fire Norwegian-sommerruter til Spanien. I sommeren 2024 vil det norske lavprisflyselskab flyve direkte fra Aalborg til Alicante, Barcelona, Málaga og Palma de Mallorca.
Ryanair etablerede sig i Aalborg Lufthavn tilbage i 2017 med en rute til London-Stansted. Sidenhen åbnede selskabet også ruter til Kaunas og Stockholm-Arlanda, men de er begge lukket igen.
Relaterede artikler: