En Boeing 737-800 fra det irske lavprisflyselskab Ryanair. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Ryanair udvider til Mellemøsten

Det irske lavprisselskab, Ryanair, åbner til efteråret en rute fra Cypern til Beirut. Libanon bliver dermed det 38. land på Ryanairs rutekort.

Allerede i dag kan man flyve med Ryanair fra den cypriotiske by Pafos til både Tel Aviv i Israel og Amman i Jordan. Og fra efteråret kommer Libanon også med på rutekortet, når det irske lavprisselskab udvider sin tilstedeværelse i Mellemøsten med en rute med tre ugentlige frekvenser fra Pafos til Beirut.

Ryanair er det første lavprisselskab, som gør sin entre i Libanon. Og derfor har det ifølge den britiske avis, The Independent, hidtil været en bekostelig affære med billetpriser på op mod 3.000 kroner på en tur-retur flyvning fra London Heathrow til Beirut – uanset om man vælger British Airways eller Middle East Airlines (MEA).

Med Ryanair vil en tur fra London Stansted til Beirut via Pafos – og tilbage igen – ifølge avisen kunne gøres for under 1.000 kroner.

Længe på ønskelisten
Og dermed får den libanesiske regering endelig opfyldt et ønske, som første gang blev fremsat for ni år siden:

”Vi har brug for billigere flybilletter. Jeg vil virkelig gerne have, at Ryanair og easyJet overvejer Libanon,” sagde landets daværende turismeminister, Fadi Abboud, til The Independent tilbage i 2010.

Ryanair flyver ikke til Cypern fra nogle af sine fire danske destinationer, så danske rejsende får ikke chancen for at gøre brug af samme stop over-mulighed som de britiske rejsende.

Direkte med SAS og MEA
Til gengæld flyver både SAS og MEA på ruten mellem København og Beirut. MEA gjorde sidste år ruten til helårlig, mens SAS kun flyver på ruten i sommerhalvåret.

MEA flyver i øvrigt også mellem Cypern og Beirut – dog ikke til Pafos, men derimod til Larnaca. Og det samme gjorde Cobalt Air frem til sin konkurs i 2018.

Cypern ligger i øvrigt blot 264 kilometer – eller godt en halv times flyvning – fra den libanesiske kyst.

Ryanairs rute til Beirut åbner til oktober samtidig med overgangen til vinterprogrammet.

 

Relaterede links

Ryanair åbner 14 ruter til Jordan

Flere flyselskaber klar til Cypern

Hele året til Beirut fra København