Kabinen i SAS Airbus A330 (Foto: SAS AB)

SAS-ansatte skal 20 procent ned i løn og arbejdstid

Coronakrisen betyder, at SAS-ansatte i en tre måneders periode skal gå 20 procent ned i arbejdstid uden lønkompensation. Koncernledelsen er med øjeblikkelig virkning gået ned i løn.

SAS har indledt forhandlinger med fagforeningerne om at nedsætte arbejdstiden med 20 procent for selskabets omkring 10.450 ansatte uden en tilsvarende kompensation i lønnen. Det skrive det svenske erhvervsmedie Dagens Næringsliv.

Det er et af mange tiltag, som SAS vil iværksætte for at imødegå det faldende antal bookinger som følge af coronavirus. I forvejen har SAS aflyst otte procent af produktionen i marts, hvilket blandt andet inkluderer ruterne til Kina, Hong Kong og Norditalien.

Koncernpersonaledirektør Carina Malmgren Heander skriver i en mail, som Dagens Næringsliv er kommet i besiddelse af, at nedsættelsen af arbejdstiden er et af tiltagene for at undgå afskedigelser her og nu.

“For at forhindre store betydelige variationer i, hvordan det påvirker ansatte – på grund af forskellig lovgivning og overenskomster – har vi brug for blive enige med fagforeningerne. En enighed som balancerer en vis reduktion i arbejdstider og løn så jævnt som muligt i hele SAS. Gennem sådan en solidaritetsbaseret ordning har vi som mål at undgå afskedigelser, og vi appeller til alle ansatte i SAS om at støtte hinanden gennem denne udfordrende periode,” skriver Carina Malmgren Heander.

Koncernledelse ned i løn
I SAS har den syv mand store koncernledelse valgt at gå forrest og har med øjeblikkelig virkning reduceret lønnen med 20 procent, mens arbejdstiden forbliver uændret. I finansåret 2018/19 var den samlede grundløn til koncernledelsen på 43 millioner svenske kroner eksklusive pensioner.

“Vi har hele tiden meldt ud, at vi ville kigge på vores virksomhed og se på, hvor det er muligt at spare henne. Og vi gør simpelthen det her for at udvise rettidig omhu for at undgå at komme dertil, hvor vi skal fyre folk,” siger pressechef Kristoffer Meinert fra SAS i Danmark til Ritzau.

Tirsdag kunne Norwegian også meddele, at selskabet skal i gang med midlertidigt at sende ansatte hjem.

”Desværre vil aflysninger påvirke en betydelig andel af vores kolleger i Norwegian. Vi har indledt formelle dialoger med vores fagforeninger om midlertidige hjemsendelse. Vi vil fortsætte den konstruktive dialog med fagforeninger og medarbejdere for at komme igennem denne svære situation sammen,” forklarer koncernchef Jacob Schram i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Norwegian aflyser 3.000 flyvninger

SAS-overskud kan komme i fare

SAS indstiller til Hongkong og Norditalien