SAS Airbus A350-900 XWB (Arkivfoto: Airbus | PR)

SAS-fly strandet i Indianapolis

En Airbus A350 fra SAS måtte tirsdag lande i Indianapolis International Airport undervejs fra København til Chicago. SAS har aflyst onsdagens flyvninger til og fra Chicago.

Lufthavnen i Indianapolis i den amerikanske delstat Indiana er USA’s sjettestørste fragtlufthavn og samtidig den næststørste base for det amerikanske fragtflyselskab FedEx Express.

Natten til onsdag overnattede et SAS-fly i lufthavnen blandt de mange Boeing 767 og Airbus A300 fragtfly samt regionale feederfly fra American og United.

Det er en Airbus A350-900 (registrering SE-RSD), der ufrivilligt har taget et midlertidigt ophold i den amerikanske lufthavn. Flyet var tirsdag på vej fra København til Chicago som rutenummer SK943, da det måtte vælge Indianapolis International Airport som alternativ lufthavn, da det ikke var muligt at lande i O’Hare International Airport.

Dermed fik passagererne en flyvetur på ni og en halv time, hvor flyet normalt kun er i luften i omkring otte timer og 15 minutter på de vestgående flyvninger fra København til Chicago.

Kraftigt uvejr over Chicago
Det var angiveligt et uvejr over Chicago sent tirsdag eftermiddag lokal tid, der var skyld i, at Airbus A350-flyet fra København ikke kunne lande. Ifølge lokale medier ramte uvejret omkring kl. 17.45, hvilket er det tidspunkt, som SAS-flyet var planlagt til at lande i O’Hare International Airport.

Veje blev oversvømmet, træer væltede og mindre både kæntrede, og der er rapporteret om skader i Chicago Rockford International Airport, der ligger omkring 140 kilometer nordvest for Chicago. 

At SAS-flyet måtte foretage en diversion til Indianapolis har betydet, at returflyvningen på SK944 tirsdag aften kl. 22.05 blev aflyst, og det samme er tilfældet for onsdagens afgang fra København til Chicago samt flyvningen den modsatte vej. Det skriver SAS i en meddelelse til rejsebureauer og salgskontorer.

Ifølge Flightradar24.com blev onsdag aftens afgang fra O’Hare International Airport kl. 22.05 lokal tid udsat til torsdag morgen kl. 01.20, hvilket er kl. 08.20 dansk tid. Det har ikke været muligt at få bekræftet fra SAS, hvorvidt uvejret har været årsag til det midlertidige ophold i Indianapolis.

 

Relaterede artikler:

SAS-fly påkørt i Chicago

SAS-langdistancefly beskadiget i Chicago

Skadet fly i Chicago skaber problemer for SAS