Fra den 27. oktober 2019 bliver der flere udkald til Oslo fra Aalborg Lufthavn. (Foto: Aalborg Lufthavn)

SAS øger med 60 procent mellem Aalborg og Oslo

Når vintertrafikprogrammet træder i kraft, vil SAS på hverdagene kunne tilbyde to daglige afgange mellem Aalborg og Oslo.

I Aalborg Lufthavn har man længe ønsket at kunne tilbyde mere kapacitet og en bedre tidtabel på SAS-ruten til Oslo. I 2018 blev den nordjyske lufthavn nemlig forbigået, da SAS i stedet besluttede at etablere to daglige flyvninger mellem Aarhus og Oslo.

Men nu har SAS fundet den nødvendige kapacitet til at udvide og styrke Oslo-ruten fra Aalborg. Hidtil har SAS fløjet seks gange om ugen fordelt med en formiddagsafgang hver mandag og en tidlig aftenafgang på de øvrige hverdage. Dette har været suppleret af en rundtur søndag eftermiddag.

Fra den 27. oktober flyves der i stedet ni gange om ugen i hver retning, og dermed bliver den samlede ugentlige kapacitet på ruten øget fra 920 til 1.460 sæder, hvilket svarer til godt 60 procent.

“Vi har længe efterspurgt noget mere kapacitet på baggrund af henvendelser fra passagerer, og vi er glade for, at SAS har kunnet se potentialet. Det forventer vi os rigtig meget af,” siger administrerende direktør Søren Svendsen fra Aalborg Lufthavn til CHECK-IN.dk.

Tilpasset erhvervslivets behov
Den nye tidtabel betyder, at rejsende til Oslo på hverdage vil kunne komme afsted kl. 06.40 om morgenen – dog kl. 07.00 om mandagen. Herefter vil der være en sen eftermiddagsafgang på tirsdage til fredage kl. 17.40. samt en aftenrotation om søndagen.  Den modsatte vej kommer SAS til at tilbyde en flyvning tilbage til Aalborg kl. 16.00 og igen kl. 20.05 afhængig af ugedag.

“Vi har oplevet en rigtig god opbakning og interesse for Aalborg-Oslo, og derfor øger vi antallet af afgange, så det bedre passer til erhvervslivets behov. Fremover bliver det muligt at flyve tidligt om morgenen, så man kan være fremme til et møde i Oslo allerede klokken 09.00 eller fortsætte til andre destinationer i Norge. Den sene aftenafgang betyder også, at man ikke længere skal løbe ud ad døren for at nå sit fly,” forklarer Mariam Skovfoged, pressechef hos SAS i Danmark.

Fem af rundturene gennemføres med 90 sæders jetfly af typen Bombardier CRJ 900, mens 70 sæders ATR 72-600 turbopropfly skal flyve de resterende afgange.

Sun-Air, der opererer som franchisepartner for British Airways, har også tidligere fløjet mellem Aalborg og Oslo, men selskabet valgte at indstille ruten ved årsskiftet.

 

Relaterede artikler:

Sun-Air lukker Aalborg-rute

Større fly på rute fra Aalborg til Oslo

Aalborg Lufthavn: Plads til to selskaber på Oslo-rute