Embraer ERJ-195LR fra SAS. (Foto: Marieke van Hulst Pedersen | Theaviationplatform.dk)

SAS øger på Oslo-rute fra Aalborg

Til næste år vil antallet af flyvninger på SAS’ rute fra Aalborg Lufthavn til hovedstadslufthavnen i Norge blive skruet op, når der flere gange ugentligt tilføjes en formiddagsafgang med 114 sæder.

Stigende efterspørgsel og muligheden for at kunne følge med denne. Sådan beskriver Aalborg Lufthavn bevæggrunden for, at SAS i sommertrafikprogrammet øger frekvensen i flyvninger på selskabets rute mellem lufthavnene i Aalborg og Oslo.

Ændringen træder i kraft til april, hvor rutebetjeningen udvides med en formiddagsafgang på visse hverdage. Disse vil være i tillæg til de seks eftermiddagsflyvninger, som det skandinaviske flyselskab i forvejen foretager.

De nye afgang vil blive fløjet på mandage, tirsdage og onsdage ved hjælp af et Embraer E195-fly, der er udstyret med 114 sæder. Ifølge Aalborg Lufthavn vil de nye frekvenser betyde, at kapaciteten på ruten øges med 81 procent.

Fortsætter med at stige
SAS betoner, at selskabet ønsker at give passagererne flere muligheder i forhold til at rejse mellem Nordjylland og Norges hovedstadslufthavn, hvorfra de rejsende kan flyve videre til andre indenrigsdestinationer såsom Bergen, Trondheim og Stavanger.

”Da lysten til at rejse fortsætter med at stige, er vi glade for at annoncere udvidelsen af vores direkte rute mellem Aalborg og Oslo,” fortæller Henrik Winell, der er netværksdirektør i SAS, som også flyver til Oslo fra både Billund Lufthavn og Aarhus Airport.

”Vi styrker dermed vores engagement i at være det foretrukne flyselskab for Skandinaviens rejsende. Udvidelsen af Oslo-ruten viser vores dedikation til at sikre gode og stabile forbindelser fra Aalborg og Nordjylland til Oslo og videre derfra.”

Kan fremme turismen
SAS-ruten er blevet befløjet med mellem fem og seks ugentlige afgange siden, at den kom på afgangstavlerne i marts 2017, og den benyttes af såvel forretnings- som fritidsrejsende fra både Danmark og Norge, lyder det fra Aalborg Lufthavn, der desuden forklarer, at erhvervslivet i landsdelen har ytret et ønske om, at der skulle tilføjes flere daglige afgange.

Administrerende direktør Niels Hemmingsen fra lufthavnen mener, at det højere antal ugentlige flyvninger vil være til gavn for begge passagersegmenter.

”De øgede frekvenser på Aalborg-Oslo ruten vil i høj grad styrke fleksibiliteten i det nordjyske erhvervsliv, der langt nemmere kan rejse til Oslo og andre byer i Norge fra Aalborg Lufthavn.”

”Derudover kan de tre ekstra ugentlige afgange til Oslo også fremme turismen i Nordjylland, hvor de norske turister repræsenterer et stort marked. Med øget tilgængelighed og kapacitet, forventer vi at se en større interesse for at benytte ruten og også tiltrække en større gruppe af danske fritidsrejsende, der kan tage på en forlænget weekend i den norske hovedstad.”


Relaterede artikler:

Ryanair etablerer ny Spanien-rute fra Aalborg

Overskud hos SAS i første måned i nyt regnskabsår

Aalborg Lufthavn går ind i første af fem svagere vintermåneder