Lukningen af ruten til Linate-lufthavnen ved Milano giver i stedet SAS mulighed for at øge antallet af flyvninger til Manchester.
Når vintertrafikprogrammet træder i kraft søndag den 25. oktober vil SAS kunne øge kapaciteten på ruten fra København til Manchester.
Kapacitetsforøgelsen skyldes, at SAS fra samme tidspunkt har besluttet at lukke på København-Linate ruten, hvorfor der bliver ledig CRJ900-kapacitet til en sen aftenafgang.
Derfor indsætter SAS rutenummer SK1645 med afgang fra København kl. 20.05 og ankomst kl. 21.05 lokal tid i Manchester. Returflyvningen finder sted kl. 21.40 med ankomst i Københavns Lufthavn kl. 00.30 efter midnat.
Samtidig med indsættelsen af de sene aftenafgang tidligerelægger SAS eftermiddagsafgangen fra København fra kl. 17.45 til kl. 15.45. Dermed kan returflyvningen om eftermiddagen finde sted allerede kl. 17.25 i stedet for kl. 19.25.
“Vi kan anvende vores ressourcer mere effektivt ved at flytte flyet fra Linate-ruten til Manchester, hvor vi kan øge vores kapacitet med en ekstra frekvens på hverdage,“ fortæller Simon Pauck Hansen, der er direktør for Network og Partners i SAS. SAS benytter typisk A319 på morgen- og eftermiddagsafgangen til Manchester, mens den sene aftenafgang vil blive gennemført med CRJ900 med plads til 88 passagerer.
Konkurrence fra easyJet
SAS er ikke alene om at flyve fra København til Manchester. Det britiske lavprisflyselskab easyJet har 10 ugentlige afgange mellem København og Manchester. Der flyves en gang dagligt, og på fredage, søndage og mandage flyves der to gange.
EasyJet benytter fly af typen Airbus A319 og Airbus A320, der er indrettet med henholdsvis 156 eller 180 sæder. Derfor vil den samlede ugentlige udbudte kapacitet være på mellem 3.120 og 3.600 sæder.
SAS kan på selskabets 18 ugentlige i afgange i hver retning tilbyde samlet 4.546 sæder om ugen ved mix mellem A319 og CRJ900.
Fra Billund er det i øvrigt også muligt at flyve direkte til Manchester. Sun-Air flyver på vegne af British Airways 11 gange om ugen i hver retning. Her benyttes mindre Dornier 328JET-fly med plads til 32 passagerer.