SAS A320neo får tanket brændstof i Zürich Airport. (Foto: Michael Derrer Fuchs | shutterstock.com)

SAS og DSV i samarbejde om bæredygtighed

DSV er den første danske virksomhed, der tilslutter sig SAS’ klimaprogram. Koncernen vil købe en mængde SAF, der modsvarer det brændsel, som benyttes på alle forretningsrejser med SAS i år.

I takt med at erhvervsrejserne er begyndt at vende tilbage efter, at COVID-19-pandemiens rejserestriktioner er blevet ophævet, og verden er åbnet på ny, har virksomhederne atter skulle forholde sig til deres klimaregnskaber og bæredygtighedsmål.

Det gælder både i luftfartsbranchen, hvor man blandt andet fokuserer på en øget brug af bæredygtigt flybrændstof – sustainable aviation fuel (SAF) – som et af de værktøjer, der skal medvirke til at mindske klimaaftrykket, men i den grad også i andre dele af erhvervslivet.

Derfor har flere flyselskaber etableret programmer, hvor erhvervskunder kan betale et tillæg, når de sender medarbejdere på forretningsrejser. Dét benyttes eksempelvis til indkøb af SAF således, at de deltagende virksomheder får udlignet den CO2, der udledes på flyvningen.

Ikke muligt at lade være
SAS er et af disse, da selskabet har etableret det såkaldte Corporate Sustainability Program, som – ifølge det skandinaviske flyselskab – har til formål at gøre det nemt at købe bæredygtigt brændstof på flyvninger med enten medarbejdere eller fragt.

Den første danske virksomhed har netop tilsluttet sig programmet. Det drejer sig om logistikkoncernen DSV, som har indgået en aftale med flyselskabet, der betyder, at man vil købe SAF i en volumen, som modsvarer alle de forretningsrejser, koncernen foretager med SAS i løbet af i år.

Jens Bjørn Andersen, der er koncernchef i DSV, forklarer, at koncernen ikke har mulighed for at undlade at bede medarbejderne om at rejse i embeds medfør, og derfor har man valgt at gå med i programmet.

”Siden pandemien har vi været i stand til at reducere vores mængde af forretningsrejser med fly, men da vi er en global virksomhed med kunder og forretningspartnere over hele verden, kan vi ikke fjerne dem fuldstændigt. Med dette initiativ søger vi at sænke påvirkningen af ​​vores forretningsrejser med fly.”

Bidrager til større produktion
Koncernchef Anko van der Werff fra SAS håber, at flere virksomheder vil følge DSV’s eksempel, da det både vil hjælpe med at skubbe på luftfartens grønne omstilling samt bidrage til at stimulere produktionen af SAF, hvilket vil få den tilgængelige mængde til at stige og prisen til at falde.

“Det er SAS’ mål at gøre luftfarten uafhængig af fossile brændstoffer – og fremskridt med denne ambitiøse plan kan kun opnås gennem samarbejde. Ved at involvere vores kunder og samarbejde med dem vil vi reducere CO2-emissioner og muliggøre produktion af bæredygtigt flybrændstof i større skala.”

”Vi håber, at partnerskabet mellem DSV og SAS vil inspirere andre virksomheder til at deltage i vores Corporate Sustainability Program og derved være med på rejsen mod transformation af luftfarten i generationer fremover,” slår topchefen fast.

Air France-KLM har et lignende program, som blandt andet A.P. Møller – Mærsk og Scan Global Logistics har deltaget i.


Relaterede artikler:

Tysk luft-og rumfartscenter skal måle luften i CPH

SAS: Fly har flere fordele end hurtigtog

SAS tilslutter sig europæisk luftfartsalliance