Airbus A319-100 (OY-KBP) fra SAS. (Foto: RHL Images | Creative Commons 2.0)

SAS opjusterer efter flot kvartalsregnskab

Et driftsresultat i finansårets tredje kvartal på 1,9 mia. svenske kroner før engangsposter og skat får SAS til at opjustere resultatet for hele året.

Det er et af de bedste SAS-kvartaler set længe, der her til morgen kl. 08.00 er blevet præsenteret fra det skandinaviske flyselskab. Omsætningen voksede med lidt over en milliard kroner til 12,2 mia. svenske kroner, og bedre primære driftsresultat før skat og engangsposter landede på næsten 1,9 mia. svenske kroner, mens bundlinjen viste et overskud på over 1,5 mia. kroner.

“Højere indtægter resulterede i en betydelig stigning i indtjeningen i kvartalet. Dette er en opmuntrende tendens, som motiverer vores fortsatte forretningsindsats for at imødegå global konkurrence og et volatilt makro-miljø og skabe plads til de nødvendige fremtidige operationelle investeringer,” siger koncernchef Rickard Gustafson i en kommentar til kvartalsrapporten.

Det er således en kombination af øget salg og dermed flere passagerer, højere billetpriser, øget salg af tillægsydelser, og det hele blev så hjulpet igennem af den faldende amerikanske dollar i forhold til den svenske krone.

Opjusterer forventninger til årets resultat
Det flotte tredje kvartal har allerede fået SAS til at hæve forventningerne til årsresultatet, der således bliver højere end sidste regnskabsår, hvor SAS leverede et primært driftsresultat på 1,9 mia. svenske kroner og en bundlinje på 971 mio. svenske kroner.

“Som følge af den positive trend i tredje kvartal, opjusterer vi vores forventninger til 2016/17 finansåret. Det sker samtidig med, at vi går ind i en periode, hvor vi vil opleve en lavere kabinefaktor end sidste år. Det skyldes, at vi er i gang med at indfase de nye A320neo med op til 180 sæder, mens disse fly vil erstatte andre fly, der kun har 120 sæder. Vi forventer ikke at kunne fylde disse sæder i begyndelsen, men udbuddet af flere sæder vil have en positiv effekt, når efterspørgslen stiger igen næst sommer,” lyder det fra SAS-koncernchefen.

 

Relaterede artikler:

“Skjult opjustering” i SAS

Flyselskaberne går fri af brændstofstigninger

Færre i flyene hos SAS

SAS fordobler besparelsesprogram

Analytiker: Øgede SAS-indtægter ædes op af brændstofudgifter