Christian Laulund, formand for SAS Pilot Group (Foto: SPG)

SAS-piloter med kritisk nytårshilsen til ledelsen (opd.)

SAS-piloternes formand Christian Laulund har sendt et åbent brev til koncernchef Rickard Gustafson, hvori han kritiserer brugen af udenlandske piloter fra bemandingsbureauer, mens der fyres skandinaviske piloter.

Julefreden, der for en uge siden sænkede sig over Danmark og Skandinavien, lader til at være forsvundet ved den forestående indgang til det nye år.

Det synes i hvert fald at være tilfældet, hvis man læser det åbne brev, som Christian Laulund, formand for SAS Pilot Group (SPG), har sendt til den øverste SAS-ledelse repræsenteret ved koncernchef Rickard Gustafson.

I brevet konstaterer Christian Laulund, at flere hundrede piloter i disse dage afslutter det ansættelsesforhold, der blev opsagt af SAS i slutningen af juni, samtidig med at SAS bruger udenlandske piloter, som det helejede irske datterselskab SAS Ireland (SAIL) har hyret fra et bemandingsselskab.

“Hvorfor tager du ikke vare på dine egne medarbejdere først? Crew i SAIL er ikke ansat i SAS, de er ansat i et bemandingsbureau og har således kun ringe tilknytning til SAS udover uniformen. Alligevel vælger du at bruge disse i stedet for at reducere antallet af fyringer og permitteringer i det selskab, du og jeg arbejder i,” hedder det i brevet.

Kan øge smittespredning
I brevet bruger den skandinaviske pilotformand den aktuelle situation med den britiske coronaviariant til at understrege det urimelige i at bruge, hvad han kalder “importeret” arbejdskraft.

“På toppen af dette er piloter og kabinepersonale ansat i London og fløjet ind fra et land, hvor coronarestriktioner er strengere end nogensinde. Hvordan ville du forklare det for omverdenen?

Hvad vil du sige til de skandinaviske sundhedsmyndigheder, der desperat forsøger at stoppe spredningen af ​​den muterede variant af COVID, mens du importerer arbejdskraft fra London? Vil du sige, at import af arbejdskraft nu er vigtigere end faren for øget smittespredning?”

Tid til samarbejde
Herudover undlader Christian Laulund ikke at komme ind på den kendsgerning, at SAS har fået tilført milliardstøtte fra ejerne i Danmark og Sverige samt en stor lånegaranti fra den norske regering. Ifølge pilotformanden bør det forpligte i forhold til at sikre bevarelsen af skandinaviske jobs.

“Hvad vil du sige til de tre regeringer (og alle skatteydere) i Skandinavien, som har givet milliardbeløb for at SAS og arbejdspladserne i vores tre lande skal overleve? Vil du sige til dem, at det ikke spiller nogen rolle, hvor jobbene varetages?” spørger Christian Laulund retorisk.

Brevet afsluttes med en opfordring til at komme med svar på spørgsmålene, da pilotformanden ellers vil være bange for, at “mange vil føle sig skuffede og ført bag lyset.”

“Det er tid til samarbejde, Rickard – ikke krig mod egne ansatte,” slutter brevet.

Irske fly sikrer konkurrencedygtighed
SAS understreger i et mailsvar til CHECK-IN.DK, at luftfartsindustrien stadig er i en alvorlig krise, hvor det vil tage tid at vende tilbage til mere normale niveauer, hvilket er årsagen til, at man har reduceret driften kraftigt, indtil markedet vender tilbage.

“Vores flåde består af omkring 160 fly, hvoraf cirka 50 er i brug i dag. To af disse flyver til vores datterselskab SAS Ireland (som normalt har ni fly). Det irske selskab blev etableret for flere år siden som en integreret del af SAS’ operationelle model og bidrager til, at SAS kan betjene europæiske ruter med et omkostningsniveau, der gør virksomheden konkurrencedygtig på disse ruter. SAS operationelle model har vist sig at være meget konkurrencedygtig og har været en forudsætning for, at SAS kunne præsentere positive resultater fem år i træk før pandemien.

I løbet af næsten hele pandemien har alle SAS Irelands fly været på jorden. Siden september har de opereret med et til to fly. Medarbejderne der arbejder i SAS Ireland, er rekrutteret gennem et bemandningsbureau og har tilpasset deres ansættelsesvilkår til de gældende omstændigheder for luftfartsindustrien,” skriver Alexandra Lindgren Kaoukji, der er fungerende pressechef for SAS i Danmark.

 

Relaterede artikler:

CAU: Kritisabelt at SAS outsourcer jobs til CityJet

SAS-piloter skal 44 procent ned i løn og arbejdstid

Næsten hver 10. danske SAS-pilot fratræder frivilligt