Cimber flyver på vegne af CityJet for SAS med CRJ900-fly. (Foto: Morten Lund Tiirikainen)

SAS: Situationen i Cimber er under kontrol

SAS har siden november aflyst over 1.000 flyvninger, idet datterselskabet Cimber ikke har nok piloter til at bemande flyene. Men SAS hævder, at situationen er ved at være under kontrol.

Det kom i efteråret bag på SAS, at datterselskabet Cimber pludselig stod i en pilotmangel, der medførte adskillige aflysninger hos SAS på de korte regionale ruter.

Fra begyndelsen af november og frem til midten af maj måned har SAS således været nødt til at aflyse over 1.000 flyafgange som følge af den akutte pilotmangel. Men noget tyder på, at SAS er ved at have stabiliseret situationen.

SAS har nemlig igennem de seneste måneder være gennem en omfattende omskoling af piloter. Piloter, der tidligere har fløjet på CRJ900-flyene skal omskoles til at flyve A320, mens en række A320-piloter skal opgraderes til langdistanceflyene. Hele manøvren omfatter ansættelse af 200 piloter og omskoling af 400 andre.

“Vi er i en historisk rekrutteringsproces med flightdeck og kabine. Det store samlede internationale billede er, at der er efterspørgsel efter piloter. Vi har fået i tusindvis af ansøgninger, da rigtig mange gerne vil arbejde for SAS og Cimber. Vi kører en stor rekrutteringsproces, og vi kan ikke tage alle ind,” siger koncerndriftsdirektør Lars Sandahl Sørensen til CHECK-IN.dk.

Ingen garantier
Ifølge Lars Sandahl Sørensen er det stadig den aktuelle situation i Cimber, der kan skabe udfordringer for det skandinaviske flyselskab, men opfattelsen er dog, at man har lagt det værste bag sig.

“SAS er, hvor selskabet skal være på flightdeck og i kabinen. Vi har stadig en udfordring med Cimber, mens situationen i selskabet er ved at være under kontrol.,” siger SAS-direktøren.

Men en egentlig driftsgaranti kan SAS ikke udstede, og der kan stadig komme nye aflysninger efter den 14. maj, men i givet fald vil det ikke i blive i samme omfang, som det er set hidtil.

“Vi gør alt, hvad vi kan for at undgå, at der atter kommer store markante aflysningsbølger, men vi kan ikke udstede garantier,” understreger Lars Sandahl Sørensen.

Læs også:

SAS aflyser 766 flyafgange

Pilotmangel atter skyld i SAS-aflysninger

SAS vil masseansætte piloter

Historisk stor SAS-rekruttering i gang

SAS-aflysninger som følge af pilotmangel