SAS vil i juni genoptage flyvningerne til Beirut fra både København og Stockholm. Ruterne har ikke været opereret siden efteråret 2023 som følge af urolighederne i Mellemøsten.
Urolighederne i Mellemøsten fik i efteråret 2023 SAS til midlertidigt at lukke ruterne fra Skandinavien til Beirut, der er hovedstaden i Libanon.
SAS fløj sidste gang fra København til Beirut den 2. september 2023, mens ruten fra Stockholm til Beirut havde sidste afgang den 28. oktober samme år.
Fra juni vil SAS atter flyve til Beirut, og der flyves fra den 6. juni til 25. oktober med tre ugentlige afgange fra København, mens Stockholm-Arlanda følger efter den 17. juni med en sæsonrute, der løber frem til 31 august baseret på to ugentlige afgange.
Begge ruter opereres med Airbus A320neo, der har plads til 180 passagerer.
Fra dag- til natflyvninger
Beslutningen om at genoptage ruten kommer som følge af positive udviklinger i regionen, hvilket har fået flere europæiske flyselskaber til også at genoptage eller udvide deres betjening af Beirut.
“Vi ved, at mange af vores kunder har set frem til, at vores Beirut-flyvninger vender tilbage. Disse ruter er særligt vigtige for dem, der rejser for at besøge familie og venner, og vi er glade for igen at kunne tilbyde en direkte og bekvem forbindelse,” siger Henrik Winell, der er netværksdirektør hos SAS.
Da SAS senest fløj til Beirut, var der tale om dagflyvninger, men i stedet bliver der tale om natflyvninger, når Beirut vender tilbage som destination. Fra København flyves der kl. 21.20 med ankomst i Beiruts Rafic Hariri International Airport kl. 02.25 lokal tid og returflyvning kl. 03.25, hvor flyet vil være fremme i CPH kl. 06.50.
Fra Stockholm er der også afgang kl. 21.20, og på grund af længere flyvetid er ankomsten i Beirut kl. 02.55, hvor flyet returnerer kl. 03.55 og er fremme kl. 07.40 i den svenske hovedstadslufthavn.
Ifølge SAS er tidtabellen designet til at maksimere fleksibilitet og forbindelsesmuligheder med natflyvninger der tilbyder bekvemme muligheder for vidererejse til Nordeuropa og Nordamerika.
Destination fra 1959
SAS etablerede sin første rute til Beirut i 1959 med det legendariske Caravelle-fly, men i slutningen af 2005 fløj SAS imidlertid for sidste gang på ruten.
Ruten blev dog genoptaget i sommertrafikprogrammet 2018, og vender nu tilbage i 2025 efter en pause under coronapandemien og sidenhen fra 2023 til 2025 på grund af urolighederne i Mellemøsten.
Relaterede artikler:
Mange selskaber aflyser flyvninger til Mellemøsten