Airbus A320-200neo fra SAS. (Foto: SAS)

SAS vil sende 56 A320neo til eftersyn i Tallinn

SAS har forlænget aftale med flyservicevirksomhed i Estland og vil i de kommende år sende 56 fly afsted til større servicecheck i Tallinn.

SAS indgik i 2018 en såkaldt Total Technical Care-aftale med virksomheden Magnetic MRO, der hører hjemme i Tallinn i Estland. Aftalen omfattede større servicecheck af SAS’ nye Airbus A320-200neo-fly og løb frem til vinteren 2020.

Nu har SAS forlænget den såkaldte Base Maintenance-aftale for hele SAS Airbus A320neo-flåden med Magnetic MRO frem til 2023. Det betyder, at SAS de kommende tre-fire år vil sende i alt 56 Airbus A320-200neo til større checks hos den estiske virksomhed.

Får i alt 80 A320-200neo i flåden
SAS har i dag 34 fly af typen A320-200neo i flåden ud af en samlet ordre på 80 fly af typen, som efter planen skal leveres inden udgangen af 2023. To af flyene blev leveret så sent som i december 2019, mens SAS modtog de første fly af typen i november 2017.

”SAS’ A320neo-flåden er splinterny og kommer lige fra Airbus-fabrikken. For vores team af fagfolk her hos Magnetic MRO er det endnu et skridt fremad i arbejdet på den nye generation fly. Disse nye fly vil være rygraden i SAS narrow body-flåde de næste par årtier, og vi er beæret over at blive valgt som partnere til selskabets basevedligeholdelse,” siger Sergei Shkolnik, der er teknisk direktør hos Magnetic MRO.

Teknisk krævende arbejde
Ifølge Sergei Shkolnik omfatter aftalen med SAS et teknisk krævende, men også interessant arbejde, da Magnetic MRO har mulighed for at arbejde på SAS-flåden i lang tid. Det giver mulighed for at forudsige vedligeholdelsesbehov og er også en stor chance for virksomhedernes fagfolk til at ’modnes’ sammen med flytypen.

Magnetic MRO har et langvarigt samarbejde med SAS og har desuden en lang række europæiske flyselskaber som kunder – heriblandt nordiske flyselskaber som Jet Time, Finnair og Norwegian.

Flere typer af check
Moderne passagerfly gennemgår løbende eftersyn, hvilket afhænger af, hvor mange timer det pågældende fly har været i luften, og hvor mange starter og landinger, der er gennemført.

De såkaldte A-check bliver ofte foretaget af flyselskabets egne mekanikere hjemme på basen, for hver 400 til 600 timer, hvor flyet har været i luften, eller for hver 200-300 operationer.

Når det handler om de større C- og D-checks, som gennemføres med års mellemrum, vælger flyselskaberne ofte at sende flyene afsted til et certificeret værksted, der er specialister i de store eftersyn.

Ved de gennemgribende D-checks, som typisk gennemføres med seks eller 12 års mellemrum alt afhængig af flytype og alder, skilles hele flyet mere eller mindre ad og checkes igennem i løbet af nogle uger.

 

Relaterede artikler:

Nye SAS-fly skal til eftersyn i Estland

SAS: Vi overvejer Airbus A220 eller Embraer

SAS bestiller 50 nye Airbus-fly