Star Tour mistede op imod 20.000 kunder

Markedstallene for de store charterarrangører viser, at Star Tour mistede op imod 20.000 kunder i 2015. Dermed har Spies konsolideret sig solidt som Danmarks største charterarrangør.

Antallet af danske charterrejsende steg i 2015 med 10.000 til i alt 993.195. Det viser en dugfrisk opgørelse fra brancheforeningen Rejsearrangører i Danmark (RiD), der har de største charterarrangører som medlemmer.

Tidligere var der en dyst mellem Spies og Star Tour om at være den største charterarrangør i Danmark. Men den kamp er nu endegyldigt afgjort, da Spies voksede med 12.718 gæster, mens Star Tour mistede 18.489 kunder. Dermed har Spies fået sig et gevaldigt forspring og havde med 275.782 gæster i 2015 en markedsandel på 27,8 procent blandt RiD´s medlemmer.

Det kommer dog ikke bag på Star Tour, at man fik en tilbagegang på 7,4 procent i 2015 i forhold til året før.

“Det var helt som forventet. Vi trak 20.000 flysæder ud af markedet, da vi solgte for mange rejser for billigt i 2014. Det er en helt klassisk balance mellem vækst og overskud. Vi har tidligere været lidt for langt fremme med antallet af rejser,“ siger pressechef Nikolai Johnsen fra Star Tour til CHECK-IN.dk.

Det betyder dog ikke, at Star Tour ikke har planer om at vokse igen, men lige nu vil selskabet arbejdet målrettet for at have de mest tilfredse kunder.

“De vigtigste for os lige nu er, at vi endnu flere tilfredse kunder. Vi har en ambition om at vokse med tiden, men i 2016 kommer vi givetvis til at ligge på samme niveau som i 2015. Men på længere sigt i 2016, 2017 og 2018 vil der atter være vækst,“ understreger pressechefen.

Markedstal 2015 for rejser solgt i Danmark (RiD)

Rank Arrangør 2015 2014 Ændr. i %
1. Spies 275.782 263.064 +4,8 %
2. Star Tour 232.965 251.454 -7,4 %
3. Bravo Tours/Sun Tours 155.529 132.912 +17,0 %
4. Apollo/Falk Lauritsen 134.578 164.628 -18,3 %
5. Primo Tours/Århus Charter 53.635 53.166 +0,9 %
6. Sunweb 47.180 24.863 +89,8 %
7. Detur 32.248 38.530 -16,3 %
8. Atlantis Rejser 21.289 17.131 +24,3 %
9. Club La Santa 16.237 16.961 -4,3 %
10. Folkeferie.dk 15.961 15.324 +4,2 %
Øvrige 7.791 5.063 +53,9 %
TOTAL 993.195 983.096 +1,0 %

Kilde: Rejsearrangører i Danmark (RiD)

Rejsesalg næsten fordoblet
Det er overraskende, at Sunweb, der er en del af den hollandske rejsekoncern Sundio Group International, næsten har fordoblet antallet af solgte rejser fra 24.863 til 47.180. Det gør Sunweb til den sjette største charterarrangør på det danske marked.

En af årsagerne til væksten er, at Sunweb hentede nøglemedarbejdere fra Tyrkiet-Eksperten, der krakkede i 2013. Samtidig købte man kundekartoteket af boet, hvilket tilsyneladende har givet mulighed for at sælge flere rejser til Tyrkiet.

Når charteråret 2015 skal rundes af, er der generelt tilfredshed at spore hos markedslederen Spies.

“Det er glædeligt at se, at branchen er lykkedes med at vokse på et marked, der var præget af uro i eksempelvis Egypten og Tunesien, diverse kriser i Grækenland samt en generel overkapacitet. Tilsammen solgte de 14 medlemmer af RiD sidste år 993.195 pakkerejser. Til sammenligning lå antallet af solgte pakkerejser i 2010 på blot 916.310,“ siger administrerende direktør Jan Vendelbo fra Spies.