Når Stig Elling forlader Star Tour ved udgangen af januar måned, vil Danmarks største charterarrangør være uden dansk landeledelse. Det er konsekvensen af en ny struktur i den nordiske del af rejsekoncernen.
Salgsdirektør Stig Elling trak de store overskrifter, da han onsdag morgen meddelte, at han stopper i Star Tour med udgangen af januar måned.
Med sit pressetække og sin vanlige sans for at få placeret en historie i medierne, havde Stig Elling givet historien om rejsekongens abdicering til Ritzau, inden den øvrige presse blev officielt orienteret fra Star Tour.
Det som ikke kom frem i Star Tours´s pressemeddelelse, men som stod i en parentes i Ritzau-historien var, at der ikke kommer en ny salgsdirektør til Star Tour, da en ny nordisk struktur betyder, at der ikke fremover skal være en egentlig landeledelse.
Dermed benytter det nordiske koncernmoderselskab TUI Nordic Holding AB lejligheden til at centralisere ledelsen i rejsekoncernen, hvor svenske Britt Eivor Andersen siden den 1. juli har haft ansvaret for Star Tour i Danmark.
Samme dato fratrådte den tidligere administrerende direktør Birthe Madsen fra Star Tour. Ifølge hendes egen forklaring for at få en bedre balance mellem arbejde og privatliv. Sidenhen har hun dog påtaget sig bestyrelsesarbejde i MESSE C i Fredericia, og til årsskiftet indtræder hun i direktionen i charterflyselskabet Jet Time, hvor hun skal være ansvarlig for organisation og forretningsudvikling.
Bliver i branchen
Sammen med Stig Elling forlader journalist Fie Sandfeld også rejsekoncernen, hvor de igennem de seneste 11 år har haft et tæt makkerskab omkring opgaver med relation til pressen.
Ligesom Birthe Madsen begrunder Stig Elling sin fratrædelse med ønsket om at få mere tid til privatlivet.
“Jeg har været på 24/7, 365 dage om året de sidste 33 år. Det har været sjovt, spændende og nogle gange frygtindgydende. Jeg har elsket at arbejde i Star Tour, ikke mindst på grund af de fantastiske mennesker, jeg har haft som kolleger, og nu har jeg nået en alder, hvor jeg har lyst til at skrue ned for intensiteten i mit arbejdsliv og have mere tid til at nyde andre dele af mit liv,“ siger Stig Elling.
At der ikke kommer en ny salgsdirektør i Danmark, ligger tilsyneladende fast. Men TUI Nordic har dog erkendt, at det er nødvendigt med en funktion, der skal fastholde og udvikle kontakten til de danske medier.
“Stig har været et fast holdepunkt i 33 år i Star Tour, og i 50 år i den danske rejsebranche, og han har gjort en helt enestående indsats begge steder. Der er kun én Stig, og vi arbejder på at finde en person, der kan overtage nogle af Stigs opgaver, deriblandt at være Star Tours ansigt ud mod de danske medier,“ siger Lena Petersson, der er kommunikationsansvarlig i TUI Nordic.
Ligesom Birthe Madsen er Stig Elling endnu ikke færdig med rejse- og luftfartsbranchen. Den abdicerende rejsekonge, der fylder 68 år til marts, vil i de kommende måneder finde ud af, hvad han fremover skal beskæftige sig med.
“Jeg forventer, at ‘dø i manegen’, som man siger, men jeg kan ikke anbefale til nogen at være ‘på’ 24/7, det er alt for meget og for hårdt i længden, så fremover skal jeg arbejde på en anden og mere balanceret måde, som for eksempel brancheekspert, rådgivende konsulent eller lignende. Jeg kender ikke fremtiden, men jeg glæder mig til den,“ forklarer Stig Elling.