Airbus A220-300 fra SWISS. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund - Danish Aviation Photo)

Swiss klar med helårsrute fra CPH til Genève

I den kommende sommer vil Swiss flyve på ruten mellem København og Genève, der dermed bliver helårlig. Ruten skulle være betjent om sommeren allerede sidste år, men planerne måtte droppes.

Passagerer på ruten mellem Københavns Lufthavn og Geneva International Airport får til sommer endnu et flyselskab at vælge imellem.

Således har Swiss besluttet at introducere flyvninger på ruten i sommertrafikprogrammet for 2024, og dermed vil der være fly mellem de to byer hele året rundt. I det nuværende vintertrafikprogram flyver det schweiziske flyselskab med Airbus A220-300 mellem København og Genève.

”Vi er meget glade for yderligere at udvide vores portefølje af europæiske destinationer for at give vores kunder et endnu bredere udvalg af flyrejsemuligheder,” siger Tamur Goudarzi Pour, kommerciel direktør hos Swiss, i en pressemeddelelse omkring nye ruter og frekvenser i den kommende sommer.

Daglige afgange fra CPH
Ifølge AeroRoutes vil Swiss betjene ruten mellem København og Genève med én daglig afgang med enten Airbus A220-100 eller A220-300. Dette i perioden fra 31. marts til 23. juni 2024, mens der endnu ikke er fastlagt endeligt program for perioden herefter.

Siden midten af december sidste år har Swiss haft to ugentlige afgange mellem København og Genève, og flyselskabet skruer dermed markant op, når sommertrafikprogrammet træder i kraft i slutningen af marts.

Swiss havde allerede planlagt sommerflyvninger mellem de to byer i sommeren 2023, men selskabet måtte droppe disse. Årsagen var, at det var svært at skaffe tilstrækkeligt med reservedele til motorerne på Airbus A220-flyene. Og Swiss blev derfor nødt til at justere i planerne for sommeren.

Nyt forsøg med skandinavisk sommeroffensiv
Foruden de kommende sommerflyvninger mellem København og Genève er Swiss også klar med flere flyvninger til øvrige skandinaviske hovedstæder.

Således har selskabet annonceret en sommerrute mellem Genève og Oslo, der vil blive betjent tre gange ugentligt med Airbus A220-300. Herudover vil Swiss – i lighed med CPH-ruten – også gøre ruten til Stockholm Arlanda helårlig. Der bliver seks ugentlige afgange med én af de to varianter af A220.

Det var oprindeligt planen, at Swiss skulle have fløjet fra Genève til Oslo og Stockholm i sommeren 2023, men disse planer blev droppet i lighed med CPH-ruten som følge af samme årsag omkring manglende reservedele.

I den nuværende vinter flyver Swiss også mellem Genève og Gøteborg, men der er umiddelbart ikke planer om at fortsætte denne ind i sommeren.

 

Relaterede artikler:

Swiss aflyser skandinavisk sommeroffensiv

Swiss vender tilbage til CPH med Genève-rute

København blandt de største SWISS-destinationer