Airbus A340-300 fra Swiss. (Foto: Swiss | PR)

Syvende europæiske flyselskab til Seoul

Fra begyndelsen af maj kommer Seoul for første gang på rutekortet hos Lufthansa-datterselskabet Swiss. Ruten skal opereres med 20 år gamle langdistancefly.

Hvis man ser bort fra, at hedengangne Swissair, der lagde grundstenen til det nuværende Swiss, i 1986 etablerede en rute fra Zürich til Seoul, så er det alligevel en debut, når det schweiziske Star Alliance-selskab den 7. maj introducerer Seoul som ny destination.

Swiss oplyser i en pressemeddelelse, at ruten vil blive opereret tre gange om ugen på tirsdage, fredage og søndage med Airbus A340-300. De ældre firemotorers langdistancefly, der hos Swiss har en gennemsnitsalder på 20 år, er indrettede i en fireklasses konfiguration med 215 sæder.

Sydkorea er den fjerdestørste handelspartner for Schweiz, og derfor har ruten længe været på ønskelisten hos selskabet.

“Sydkoreas hovedstad har en meget at tilbyde både fritids- og forretningsrejsende. Og vores nye Seoul-rute vil hjælpe os endnu bedre med at imødekomme vores kunders behov for non-stop tjenester til og fra verdens nøglebyer,” siger Heike Birlenbach, kommerciel direktør hos Swiss.

Udover Seoul har Swiss allerede annonceret nye langdistanceruter til både Washington D.C. og Toronto.

Syvende europæiske selskab
Med Swiss-ruten til Sydkoreas hovedstad bliver der trængsel blandt de mange flyselskaber, der har Seoul på rutekortet. Swiss bliver således det syvende europæiske flyselskab, der får Seoul som destination, da Air France, KLM, Finnair, Lufthansa, LOT og Turkish Airlines allerede flyver til den store Incheon-lufthavn.

British Airways har også tidligere haft en rute til Seoul, men den blev indstillet, da coronapandemien ramte i marts 2020 og er endnu ikke blevet genoptaget.

Flyvningerne varer 11 timer og 45 minutter, da der ikke i øjeblikket kan flyves over Rusland som følge af modsanktionerne i forbindelse med Ukrainekrigen. 

A340-flyene letter fra Zürich kl. 13.40 og er tilbage igen på mandage, onsdage og lørdage kl. 16.50. Det betyder, at der er gode forbindelser fra København på udrejsen, mens det kan knibe på returflyvningerne fra Zürich til København, hvor sidste Swiss-fly afgår kl. 17.20.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa Group med seks nye oversøiske ruter

CPH arbejder for en rute til Seoul

LOT har succes med Asien-rute