Marjan Rintel tiltræder den 1. juli som ny koncernchef i KLM. (Foto: KLM | PR)

Tilbage til KLM som ny koncernchef

Flyselskabet KLM har hentet en tidligere medarbejder til topposten som koncernchef, men trods 15 års erfaring fra branchen har den nye chef i de senere år i højere grad beskæftiget sig med jernbaner.  

Den 1. juli i år bliver skiftedag i toppen af det hollandske flyselskab KLM, når stafetten som koncernchef gives videre. Siden oktober i 2014 har det været Pieter Elbers, der har tegnet flyselskabets topledelse. I januar i år kom det dog frem, at han ikke fortsætter i stillingen.

Nu oplyser flyselskabet, at der er blevet indgået en aftale med Elbers’ afløser, og at det bliver en tidligere ansat, der vender tilbage til KLM. Valget er faldet på Marjan Rintel, der i øjeblikket er koncernchef for Nederlandse Spoorwegen, som er det største jernbaneselskab i Holland.

Hun har dog ikke altid beskæftiget sig med skinner og lokomotiver, da Rintel tidligere i sin karriere arbejdede 15 år hos KLM i flere forskellige stillinger. Den nye topchef har blandt andet beskæftiget sig med drift, salg og marketing for både KLM samt Air France-KLM, inden hun forlod flyselskabet i november 2014.

Beæret over udnævnelse
KLM oplyser, at udnævnelsen af Marjan Rintel som ny koncernchef blev enstemmigt vedtaget af flyselskabets tilsynsråd. Derudover har bestyrelsen for Air France-KLM også godkendt den nye koncernchef. Nu er det kun selskabets aktionærer, der mangler grønt lys fra, og de er blevet indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling med netop det formål.

Hovedpersonen selv fortæller, at hun glæder sig til at komme i gang med arbejdet. Marjan Rintel understreger, at en stor virksomhed som KLM spiller en vigtig rolle i at håndtere de udfordringer, som både luftfarten og resten af samfundet står over for.

”Jeg er beæret over at vende tilbage til KLM og overtage stafetten efter Pieter. Hans 30-årige track record er imponerende. Under Pieters ledelse fandt KLM sin vej, og jeg vil fortsat følge den kurs. Luftfarten befinder sig i en tid med store og komplekse udfordringer. Jeg er af den opfattelse, at en hollandsk virksomhed som KLM, ligesom Nederlandse Spoorwegen, har en stor rolle at spille i disse sociale og økonomiske udfordringer. At udfylde den rolle vil være min prioritet fra dag et.”

Skal forme fremtiden for KLM
Pieter Elbers’ små otte år i toppen af KLM har repræsenteret en periode med stabilitet for flyselskabet, der inden da havde flere forskellige koncernchefer i løbet af få år. KLM understreger da også, at Elbers vil forestå en grundig overdragelse af forretningen til sin efterfølger.

Det glæder formanden for tilsynsrådet i KLM, at der der er blevet udpeget en ny koncernchef, der kan tegne fremtiden for flyselskabet. Hollandske Cees ‘t Hart, der til dagligt er koncernchef for Carlsberg Group, er nemlig overbevist om, at Marjan Rintel er det rigtige valg.

”Vi er glade for, at Marjan kommer ombord som administrerende direktør den 1. juli. Med hendes brede ledelsesmæssige, kommercielle og operationelle erfaring henter vi en person ind, som er tæt på medarbejderne, og som sammen med sit team vil fortsætte med at forme fremtiden for KLM som en kundefokuseret, bæredygtig og økonomisk sund virksomhed.”

Koncernchef Ben Smith fra Air France-KLM udtrykker ligeledes tilfredshed med valget, da han mener, at Rintel vil være i stand til at bygge videre på det fundament, der allerede er blevet lagt i KLM.

 

Relaterede artikler: 

KLM-rejsende hædrer lounge i Aalborg Lufthavn

KLM skal have ny topchef

KLM bestiller op til 160 Airbus-fly