SAS-fly lander i Scandinavian Mountains Airport. (Foto: Scandinavian Mountains Airport | PR)

To nye nordiske sæsonruter med SAS fra København

SAS vil i det kommende vintertrafikprogram tilbyde to nye ruter fra København til henholdsvis svensk og finsk Lapland, og derudover styrkes rutenetværket til Tromsø og Sälen-Trysil fra andre lufthavne.

Normalt kigger SAS mod syd, når selskabet finder nye destinationer til de fritidsrejsende. Om vinteren er det især De Kanariske Øer, der hitter for solhungrende skandinaver, mens alpindestinationerne i Alperne tiltrækker skientusiasterne.

Sådan er det ikke længere, idet det meste af Europa gennem flere år har fået øjnene op for de nordlige destinationer i Norge, Sverige og Finland, og den bølge med nordlysturisme hopper SAS nu også med på.

SAS har gennem flere år udbudt ruter til Scandinavian Mountains Airport fra København og Aalborg, og til denne destination flyver SAS igen fra London-Heathrow i den kommende vinter, mens Aarhus Airport også får forbindelse til lufthavnen mellem Sälen og Trysil i en kort periode på syv uger.

Derudover vil SAS etablere nye vinterruter fra København til Kiruna i Sverige og Rovaniemi i Finland, ligesom der også kommer en rute fra London-Heathrow til Tromsø.  Kiruna-ruten forsøgte SAS sig også med i vinteren 2012/13 med to ugentlige afgange.

Muligheder for både sne og sol
Udover de nye ruter vil SAS også indsætte flere frekvenser til Tromsø, Longyearbyen-Svalbard, Luleå og Åre-Östersund fra henholdsvis København, Oslo og Stockholm.

“Vi ser en betydelig stigning i europæere, der rejser til det nordlige Skandinavien i løbet af vintersæsonen, og vi er meget glade for at kunne øge vores afgange til denne del af verden. Danmark er et vigtigt knudepunkt for SAS, og vores vinterprogram inkluderer også forbedret forbindelse mellem USA og Asien samt til vores skandinaviske og europæiske destinationer,” siger Erik Westman, Chief Revenue Officer hos SAS.

For de skandinaver, der ønsker at rejse sydover for at prøve kræfter med løjperne i Alperne, flyver SAS som altid til Zürich, Geneve, Salzburg, Innsbruck, Milano og München, mens sol-turisterne kan vælge mellem Gran Canaria, Tenerife og Agadir i Marokko.

 

Relaterede artikler:

SAS viderefører to skiruter fra Danmark til Sverige

SAS åbner to danske ruter til ny svensk lufthavn

SAS åbner rute fra København til Kiruna