To nye Østeuropa-ruter fra Malmø

Sturup-lufthavnen ved Malmø får to nye ruter til Pristina og Vilnius. Dermed er lufthavnen blevet et knudepunkt for ruter til Østeuropa, hvor der indtil videre er 11 destinationer i otte forskellige lande.

I al ubemærkethed er Sturup-lufthavnen ved Malmø i de senere år blevet en væsentlig lufthavn for flytrafikken mellem Skandinavien og Østeuropa. Det skyldes først og fremmest det ungarsk-polske lavprisflyselskab Wizz Air, der stille og roligt har øget ruteporteføljen til den sydsvenske lufthavn.

Men i denne uge blev der annonceret nye ruter til Pristina (Kosovo) og Vilnius (Litauen). Det er dog ikke Wizz Air, der udvider denne gang, men i stedet Star Alliance-selskabet Adria Airways, der i perioden fra den 23. juni til 14. september etablerer en sæsonrute mellem Malmø og Pristina. Der flyves hver mandag med et Airbus A319-fly med plads til 135 passagerer.

Den anden nye rute opereres af Air Lituanica med to ugentlige frekvenser mellem Malmø og Vilnius. Der flyves på tirsdage og fredage med Embraer ERJ175-fly, der har en kapacitet på 86 sæder.

Knudepunkt til Østeuropa
De to nye ruter betyder, at der nu flyves til 11 østeuropæiske destinationer i otte forskellige lande fra Sturup-lufthavn.

Wizz Air sidder på ni af ruterne. Der er tale om tre ruter til de polske byer Gdansk, Katowice og Warszawa. Herudover flyves der til Beograd (Serbien), Bucharest (Rumænien), Budapest (Ungarn), Skopje (Makedonien), Sofia (Bulgarien) samt Tuzla i Bosnien-Hercegovina.

At Wizz Air ikke flyver til Københavns Lufthavn skyldes, at lavprisflyselskabet vælger alternative og billigere lufthavne, hvor det er muligt.

Sturup-lufthavnen havde i 2013 lidt flere end 2,1 mio. passagerer, hvilket er en smule mindre en Billund Lufthavn, der havde 2,8 mio. passagerer gennem terminalen. Til sammenligning har Billund på lidt flere end 50 udenrigsruter kun to destinationer i Østeuropa, henholdsvis Budapest og Riga, mens Vilnius vil blive tilføjet i sommermånederne.