En Dash 8-200 fra Air Greenland i Kangerlussuaq. Foto: Gordon Leggett, CC 4.0

Tre sikkerhedslandinger på få måneder

Inden for godt to måneder har Air Greenland haft tre sikkerhedslandinger med en Dash 8 – de to sidste med samme fly. Selskabets direktør forklarer, at der er tale om en tilfældighed.

Air Greenland har den seneste tid været ramt af flere sikkerhedslandinger med turbopropflyet Dash 8.

I perioden fra 10. februar til 14. april 2021 har piloter hos grønlandske flyselskab håndteret tre sikkerhedslandinger med kun én motor. Administrerende direktør i Air Greenland, Jacob Nitter Sørensen, fortæller til det grønlandske medie Sermitsiaq.AG, at det ganske enkelt er en statistisk sandsynlighed, at der sker tre hændelser på så kort tid.

Direktøren forklarer, at der har været meget få sikkerhedslandinger med Dash 8 i de 11 år, som Air Greenland har opereret med denne flytype. Selskabet har i øjeblikket syv af denne flytype.

Passagererne har på intet tidspunkt været i fare i forbindelse med de tre sikkerhedslandinger, forsikrer Jacob Nitter Sørensen.

Problemer med uafhængige komponenter
De to seneste sikkerhedslandinger har været med samme fly, men hændelserne er ikke relateret til hinanden. Det er to uafhængige komponenter, der har været problemer med, lyder det. Backup-systemer har virket efter hensigten, og piloterne har udført deres arbejde.

”I alle tre tilfælde har besætningen været hammerdygtige. De har håndteret det her til perfektion og vist, hvor dygtige piloter vi har,” siger Jacob Nitter Sørensen til Sermitsiaq.AG.

Sikkerhedslandingerne relaterer sig ikke til flyenes alder, forsikrer direktøren, ligesom besparelser i forbindelse med coronakrisen ikke er sket inden for sikkerhed eller flyvedligehold.

Dash 8’ere med gennemsnitsalder på 24 år
Den første af de tre nylige sikkerhedslandinger med en Dash 8 hos Air Greenland fandt sted 10. februar. Flyet var af sted på rute GL632 fra Nuuk til Kulusuk, da det måtte returnere til Nuuk med en motorfejl.

Næste sikkerhedslanding skete 2. april, da en Dash 8 var af sted på rute GL426 fra Narsarsuaq til Kangerlussuaq. Flyet sikkerhedslandede på destinationen. Den seneste sikkerhedslanding fandt sted 14. april, da nøjagtig samme fly var af sted på rute GL633 fra Kulusuk til Nuuk. Flået måtte returnere til Kulusuk.

Alle tre sikkerhedslandinger foregik med samtlige passagerer og besætningsmedlemmer i god behold, oplyser Air Greenland.

Air Greenlands syv nuværende Dash 8’ere blev leveret til selskabet i perioden fra maj 2010 til september 2015. Flyene har en gennemsnitsalder på 24 år og har tidligere fløjet hos andre flyselskaber.

 

Relaterede artikler:

Air Greenland indgår bindende aftale om køb af fly

CPH-Nuuk nonstop på otte timer i Dash-8

Air Greenland får 10-årig kontrakt