Baneoversigt Københavns Lufthavn. (Grafik: DMI)

Tværbanen i CPH flittigt brugt i søndags

Københavns Lufthavn måtte i søndags i stort omfang benyttte lufthavnens tværbane på grund af den kraftige sidevind. CPH vil fjerne tværbanen.

Søndag eftermiddag var der relativt meget lavtgående flytrafik ind over områderne ved Frederiksberg, Vesterbro og i Sundby. Så meget, at flere borgere reagerede og henvendte sig til medierne for at gøre opmærksom på den unormale trafiksituation.

Årsagen var, at en meget kraftig vind fra sydøst gjorde det vanskeligt at benytte Københavns Lufthavns to hovedbaner 22R/04L og 22L/04R, da der var en kraftig sidevind på tværs af banen. Derfor blev en del af trafikken flyttet til tværbanen 12/30, hvormed flytrafikken i lav højde blev ledt ind over det tætbebyggede danske hovedstadsområde.

Tværbanen betød i søndags meget for, at Københavns Lufthavn kunne opretholde operationerne, men samtidig er det lufthavnens plan, at tværbanen – mod flyselskabernes vilje – på et tidspunkt skal lukkes i forbindelse med udvidelsen af lufthavnen, så der kan blive plads til en forlængelse af Finger B samt en helt ny satellitterminal for enden af Finger A.

Hos Thomas Cook Airlines Scandinavia var der i søndags to ankommende A321-fly i Københavns Lufthavn med hver 212 passagerer. På et bestemt tidspunkt af dagen ville det ikke have været muligt at lande med de to fly på hovedbanerne, da vindstødene på 41 knob var større end den tilladte sidevindskomponent på 39 knob for de pågældende fly.

“Hvis tværbanen ikke havde været en mulighed, så havde vi været nødt til at ‘diverte’ flyene til en anden lufthavn. Det vil være ødelæggende for vores forretning, da det vil tage lang tid at samle uregelmæssigheder op, da vores fly bliver udnyttet maksimalt. Det tager ofte flere dage at rydde op efter en ‘diversion’,” lyder det fra Per V. Schrøder, der er flyvechef for det danske charterflyselskab.

Kraftige vindstød
Hos Danish Air Transport (DAT) bemærkede man også søndagens voldsomme vejr, hvor den kraftige sidevind drillede flytrafikken.

“Vi benyttede tværbanen til en del af operationerne, men vi kunne det meste af dagen lande på de andre baner, men det ville ikke have været rart for passagererne. Middelvinden var kraftig, mens vindstødene var meget kraftige,” forklarer operationschef Peter Nielsen fra DAT til CHECK-IN.dk.

En af de såkaldte METAR-målinger søndag eftermiddag registrerede en statisk vind på 26 knob samt vindstød op til 41 knob. I det tidsrum ville det ikke have været muligt for DAT at benytte hovedbanerne.

“Vores ATR72-fly er certificeret med en sidevindskomponent på 35 knob, så hvis vi havde fløjet på dette tidspunkt, havde vi ikke kunnet gennemføre uden brug af tværbanen. Hvis der ydermere i løbet af søndagen havde været vådt underlag med dårlig bremseeffekt, så havde det betydet aflysninger, diversions eller holding uden en tværbane,” er konklusionen fra operationschefen.

CHECK-IN.dk forsøgte mandag at få Københavns Lufthavn til at give et overblik over antallet af operationer på lufthavnens tværbane i løbet søndagen, men disse analyser vil først være tilgængelige i løbet af dagen i dag.

 

Relaterede artikler:

Flyselskaber i fælles front mod banelukning

Pilot: Banelukning vil give større fejlrisiko

SAS vil have minister ind i bane-strid

Københavns Lufthavn åben igen

Krydsvind og sne gav udfordringer i CPH