Uventet hurtigt opsving i forretningsrejser

Forretningsrejsende vender tilbage til markedet i et hastigt tempo. Trods askeskyen, hårdt vintervejr og strejker er der markant fremgang at spore hos et af Storbritanniens største erhvervsrejsebureauer. Carlson Wagonlit Travel har solgt 8 % flere billetter i 1. halvår 2010 i forhold til året før.

Der var ikke de store forventninger til året 2010 fra Carlson Wagonlit Travel (CWT) i Storbritannien. Her forventede man en relativt flad udvikling i transaktionsvolumen for hele året. Det skriver ABTN.co.uk.

Men efter at have opgjort omfanget af aktiviteterne for 1. halvår 2010 kunne CWTkonstatere, at der var fremgang i antal solgte fly- og togbilletter. Begge produktsegmenter gik frem med 8 % i forhold til samme periode året før.

Specielt på de interkontinentale flyrejser har der været fremgang at spore. I alt 22 % flere interkontinentale flybilletter blev der solgt til virksomhedskunderne i årets første seks måneder. Transatlantiske flybillletter til Nordamerika nåede op på en vækst på hele 30 %.

Men ikke nok med, at kunderne er vendt tilbage til flyene. De er også vendt tilbage til flyenes forreste rækker, henholdsvis Business Class og First Class. Dette på trods af, at mange virksomheder under finanskrisen opstrammede rejsepolitikkerne og ofte dikterede oversøiske rejser på økonomiklasse.

En stigning på 33 % i antallet af solgte interkontinentale Business Class og First Class-billetter vidner om krisens tilbagetog. Også den populære “mellemklasse“ Premium Economy har haft større søgning. Her er antallet af billetter steget med 28 % i 1. halvår 2010 hos CWT i Storbritannien.

Flere interkontinentale destinationer i Asien har haft markant fremgang blandt CWT´s britiske kunder. Fra London er antallet af billetter til Singapore steget med 17 %, Shanghai 29 % og Hong Kong med hele 32 %.

Nigel Turner, der er CWT’s director of public sector and industry affairs, siger: “Disse tal er meget opmuntrende, når man tager i betragtning, at 1. halvår har været præget af sne, strejker og en askesky.“