Det mellemøstlige lavprisflyselskab Air Arabia har blandt andet bestilt 20 Airbus A321XLR. Foto: Airbus

Vil ekspandere i Europa med A321XLR

En ny ordre på 120 fly fra Airbus A320neo-familien gør lavprisflyselskabet Air Arabia i stand til at udvide rutekortet med nye destinationer i Europa.

Air Arabia fra De Forenede Arabiske Emirater ønsker at ekspandere i Europa, og dette skal ske med helt nye fly. Det mellemøstlige lavprisflyselskab har ved Dubai Airshow 2019 lagt en stor ordre på 120 fly fra Airbus A320-familien.

Valget stod mellem Airbus A320 eller Boeing 737 MAX, men Air Arabia valgte således at lægge ordren hos den europæiske flyproducent. Ordren inkluderer 73 A320neo, 27 A321neo og 20 A321XLR. Ikke mindst sidstnævnte flytype skal gøre selskabet i stand til at udvide på det europæiske marked.

Adel Al Ali, koncernchef i Air Arabia, har ifølge det tyske medie Aerotelegraph udtalt, at flyselskabet planlægger at flyve til nye destinationer i Europa. Indtil videre har Air Arabia ruter til Wien, Prag og Sarajevo.

”Tyskland ville være et godt marked, hvis vi skulle få trafikrettighederne. Man kan se, at flere og flere mennesker fra Emiraterne vil flyve til Tyskland på ferie. Og da tyskere også gerne rejser, er det et spændende marked for os,” har Adel Al Ali tidligere sagt til Aerotelegraph.

De nye Airbus A321XLR til Air Arabia vil blive leveret fra 2023, og med en flyvetid på op til otte timer øjner Air Arabia dermed større muligheder på det europæiske marked.

Tredobling af nuværende flåde
Den nye ordre på 120 fly fra Airbus A320-familien har en værdi af 14 milliarder dollar på listepriser, eller hvad der svarer til 95 milliarder kroner. Ordren vil mere end tredoble Air Arabias nuværende flåde, der består af 39 Airbus A320-200 og tre Airbus A321LR. Yderligere tre A321LR vil tilgå flåden i 2020.

Når flyene fra den nye ordre er leveret, vil Air Arabias flåde således bestå af over 160 fly fra Airbus.

”Air Arabias flådevækststrategi har altid været drevet af kommerciel efterspørgsel, og vi er glade for i dag at annoncere en af regionens største single aisle-ordrer med Airbus til at støtte vores vækstplaner,” siger Adel Al Ali.

”Tilføjelsen af A320neo, A321neo og A321XLR komplementerer vores eksisterende flåde og giver os mulighed for at udvide vores rutekort til nyere destinationer længere væk, samtidig med vi forbliver loyale over for vores lavpris-forretningsmodel.”

Air Arabia er Mellemøstens og Nordafrikas første og største lavprisflyselskab med over 170 destinationer fordelt på 50 forskellige lande. Selskabet har baser i Marokko, Egypten og ikke mindst i Sharjah International Airport, hvor hovedkontoret er.

Tidligere har Air Arabia opereret fra basen i Marokko til både Billund Lufthavn og Københavns Lufthavn, men i øjeblikket har selskabet ingen danske ruter fra det nordvestafrikanske land.

 

Relaterede artikler:

Arabisk lavprisflyselskab kommer til København

Billund mister flyselskab efter tre afgange

Kunder venter fortsat på refusion fra Air Arabia