Mexico City International Airport. (Foto: Edgor Tovar | Wikimedia Commons)

Vil lade militæret drive kommercielt flyselskab

I øjeblikket regnes der på, hvorvidt der er et grundlag for at etablere et nyt kommercielt flyselskab i Mexico. Det vil potentielt være militæret i landet, der får til opgave at drive selskabet.

Allerede næste år kan Mexico have et flyselskab, hvor det ikke blot er de kabineansatte og piloterne, der er iført uniform. Det samme vil gælde for i hvert fald en del af dem, der står for driften af selskabet. Regeringen i landet overvejer nemlig at lade militæret stå for etableringen af et nyt flyselskab.

Det er landets præsident Andres Manuel Lopez Obrador, der har sat ord på planerne. På nuværende tidspunkt er meldingen, at et eventuelt kommende selskab vil komme til at råde over en flåde bestående af ti fly.

Har udvidet militærets rolle i civilsamfundet
Ifølge præsidenten vil rutekortet hos selskabet fortrinsvis bestå af destinationer, der i dag ikke betjenes i tilstrækkelig grad fra Mexico i kølvandet på, at lavprisflyselskabet Interjet stoppede flyvningerne i 2020 og officielt blev erklæret konkurs ved en mexicansk domstol i slutningen af august i år.

Derudover har Grupo Aeromar, som ejer flyselskabet Aeromar, skåret ned i antallet af flyvninger, hvilket har ført til, at det tilsyneladende er svært at finde en flyafgang til en række destinationer. Det skriver Bloomberg.

At det netop er militæret, der skal varetage driften selskabet, flugter med den måde, som præsident Lopez Obrador indtil videre har ageret på. Siden han tiltrådte i 2018, har præsidenten tildelt militæret flere civile beføjelser samt ansvaret for en række infrastrukturprojekter inden for både luftfart- og jernbanesektoren.

Præsidenten har derudover også afblæst byggeriet af en ny civil lufthavn i Mexico City. I stedet besluttede han, at en militærlufthavn et godt stykke nord for hovedstaden skulle ombygges til at kunne afvikle kommercielle flyvninger.

Præsidentfly bliver en del af flåden
Det vil være virksomheden Olmeca Maya Mexica, som drives af militæret, der vil få ansvaret for flyselskabet, såfremt planerne føres ud i livet. Selskabet driver i forvejen et stort jernbaneprojekt for regeringen samt lufthavne i både Mexico City og Tulum.

”Der er ved at blive foretaget en økonomisk analyse, som skal fastslå, hvorvidt det nye flyselskab vil være levedygtigt. Det er sandsynligt, at det vil være etableret næste år,” udtaler præsident Andres Manuel Lopez Obrador på et pressemøde.

Et eventuelt nyt flyselskab vil få et Boeing 787-8 Dreamliner-fly, der tidligere har fungeret som præsidentfly i landet, som en del af flåden, lyder det. Flyet har været forsøgt solgt uden held, men i fremtiden kan det altså muligvis komme på vingerne igen.


Relaterede artikler:

Præsidentfly udlejes til fester og sammenkomster

84 procent flere afbrudte landinger i storlufthavn

Iberia øger til Latinamerika