Piloter fra Widerøe i cockpittet. (Arkivfoto: Widerøe | Facebook)

Widerøe-piloter er de mest tilfredse i Skandinavien

En undersøgelse blandt tusindvis af piloter gør Widerøe til skandinavisk topscorer, når det kommer til arbejdsmiljø. Mindre prangende ser det ud for SAS. Her er de ansatte bekymrede for flyselskabet.

European Cockpit Association (ECA) har netop gennemført en stor undersøgelse af arbejdsmiljøet hos 120 europæiske flyselskaber. I alt har 5.752 piloter svaret på en række spørgsmål om deres arbejdsgiver. Svarene ligger til grund for undersøgelsen. 

Widerøe blev topscorer blandt de skandinaviske flyselskaber. Derudover kan det norske flyselskab også bryste sig af, at Widerøe fik en fjerdeplads i den samlede undersøgelse, da piloterne tildelte arbejdsmiljøet hos flyselskabet 97 ud af 100 mulige point i undersøgelsen. 

Det er svar fra 90 af Widerøes piloter, der sørger for den gode placering. Flyselskabet bliver kun overgået af Air France, hollandske Martinair og tyske Condor Airlines, når det kommer til at have de mest tilfredse piloter. Det skriver E24.

Mere tilfredse med Norwegian end SAS
Hele undersøgelsen fra ECA offentliggøres i næste uge, men i det materiale, som E24 har set, står det klart, at piloterne hos SAS er mindre tilfredse end kollegerne hos både Widerøe og Norwegian. SAS scorer 72 ud af 100 mulige point. Resultatet er baseret på svar fra 313 SAS-piloter. 

Det betyder, at SAS bliver placeret i klassen af virksomheder, der opfattes som gode jobs, men hvor medarbejderne mener, at arbejdsgiveren kan forbedre arbejdsmiljøet. Her befinder lavprisselskabet Norwegian sig også. 92 piloter har svaret, og de giver selskabet 74 ud af 100 mulige point. 

SAS-piloterne fortæller i besvarelserne, at de er godt tilfredse med vilkårene i deres ansættelseskontrakter, men langt mindre tilfredse med virksomhedskulturen i SAS. Derudover er piloterne heller ikke tilfredse med den balance mellem arbejde og fritid, som SAS tilbyder. 

SAS-piloter er bekymrede
European Cockpit Association opsummerer i undersøgelsen de skriftlige besvarelser, som piloterne har medsendt som begrundelse for uddelingen af point. Her lyder det, at piloterne generelt er bekymrede over den retning, som SAS er på vej i. 

“SAS scorer ret højt på sociale nøgleindikatorer, men i deres skriftlige svar er piloterne generelt bekymrede over den seneste udvikling. (..) Piloter klager over, at aftaler bliver brudt, at fagforeninger er marginaliserede og at tilliden til ledelsen er på bundniveau.”

ECA fortæller desuden, at undersøgelsen afslører, at en tredjedel af alle de 120 europæiske flyselskaber, som er en del af undersøgelsen, betragtes som en fremragende arbejdsplads af piloterne. Det gælder dog hverken SAS eller Norwegian, da flyselskaberne fik for få point.

 

Relaterede artikler:

Finnair genåbner ruter i samarbejde med Widerøe

Norra skal flyve for Widerøe

Widerøe vil fokusere på indenlandsk marked i 2021