Menzies Aviation i Københavns Lufthavn. (Foto: Menzies Aviation | PR)

180 Menzies-ansatte i CPH

Der bliver brug for 180 medarbejdere, når handlingselskabet Menzies vender tilbage til Københavns Lufthavn for at overtage håndteringen af Norwegians fly.

Det skotske handlingselskab Menzies er i fuld gang med at gøre sig klar til at kunne håndtere Norwegians fly og passagerer i Københavns Lufthavn fra 1. april. En opgave som Menzies overtager fra Aviator.

Menzies forlod Københavns Lufthavn for over seks år siden, da selskabets største kunde, Sterling Airways, gik konkurs. I januar i år vandt selskabet imidlertid Norwegians udbud af handlingaktiviteter i Københavns Lufthavn og gik i gang med at etablere sig i lufthavnen.

Norwegian er med 15 procent af passagererne Københavns Lufthavns næststørste flyselskab efter SAS. Så det er ikke nogen lille opgave, som Menzies skal løfte fra den første dag i april måned.

Menzies kommer til at overtage 150 medarbejdere fra Aviator, der håndterer Norwegians fly i dag. Derudover skal der ansættes 30 medarbejdere, så selskabet kommer op på i alt 180 ansatte til at laste bagage, checke passagerer ind, boarde dem og meget andet. Det oplyser Menzies til CHECK-IN.dk.

Ikke kun pris
Valget af Menzies i Københavns Lufthavn var en del af et større udbud af Norwegians handlingaftaler i en lang række skandinaviske lufthavne. At Norwegian valgte Menzies handlede ikke kun om pris.

”Vi har blandt andet kigget på kvalitet og pris. Vi har vurderet tilbuddet fra Menzies som bedre end Aviators på de fleste områder. Og så har det også spillet ind, at Menzies har en god sikkerhedskultur og et bedre kvalitetssystem,” forklaredeBjørn Erik Barman-Jenssen, chef for ground operations hos Norwegian, til CHECK-IN.dk i januar i år, da aftalen blev offentliggjort.

Han understregede, at alle Aviators ansatte i Københavns Lufthavn gør et godt stykke arbejde. Men en totalvurdering har gjort, at man har valgt at gå over til Menzies.