Fly tankes i Visby Airport. (Foto: Swedavia | PR)

25 millioner kroner til belønning for at bruge SAF

Flyselskaber, som vælger at tanke bæredygtigt flybrændstof i en række svenske lufthavne, har mulighed for at få rabat på købsprisen og få refunderet en del af udgifterne, oplyser Swedavia.  

Ved omtale af den grønne omstilling i såvel dansk som international luftfart er et af de tilbagevendende temaer, at bæredygtigt flybrændstof – sustainable aviation fuel (SAF) – er udset til at spille en bærende rolle i den nære fremtid.

I øjeblikket er udbuddet dog relativt begrænset, mens efterspørgslen er høj, hvilket betyder, at prisen på brændstoftypen er højere end ved køb af jet fuel. Det betyder, at det til en vis grad er vanskeligt at fremskaffe SAF, ligesom det fra et økonomisk synspunkt er mindre attraktivt at flyve med.

Det er baggrunden for, at Swedavia, der driver 10 lufthavne på tværs af Sverige, har etableret et program, som er sat i verden med henblik på at skabe incitament for flyselskaber til at investere i bæredygtigt flybrændstof alligevel.

Har udbetalt 100 millioner svenske kroner efter i år
Swedavia fortæller til Check-in.dk, at incitamentsprogrammet fungerer således, at operatøren herigennem tilbyder de tilmeldte flyselskaber en rabat på brændstofprisen samt refunderer op til 50 procent af de omkostninger, som selskaberne har ved tankning.

SAS, Aegean Airlines og DHL er blandt de selskaber, der har tilmeldt sig programmet. I år er andet år i træk, at Swedavia har investeret 40 millioner svenske kroner (25 millioner danske kroner) til brug for programmet.

Lufthavnsoperatøren oplyser, at der i alt – inklusiv dette års beløb – er blevet investeret og udbetalt omkring 100 millioner svenske kroner (65 millioner danske kroner) via incitamentsprogrammet siden, at det blev etableret i 2020.

Udover at programmet bidrager til den grønne omstilling ved at belønne flyselskaberne, mener Swedavia også, at det er med til at skabe et større marked for bæredygtigt flybrændstof, hvilket gerne skulle føre til, at de producerede mængder øges, og prisen dermed falder på sigt.

Ønsker at gøre op med afhængighed
Charlotte Ljunggren, der er direktør for marketing- og kommercielle aktiviteter hos Swedavia, oplyser, at man registrerer, at flere luftfartsaktører for tiden tager skridt i retning af den grønne omstilling. Det ses blandt andet via en stigende interesse for at deltage i incitamentsprogrammet.

”Branchen er i færd med at komme sig over pandemien, og vi oplever, at der er en lyst til at investere i nye tiltag. Genopretningen foregår parallelt med den grønne omstilling, og vi øger ambitionerne ved at fordoble midlerne i programmet (i forhold til 2022, red.) for andet år i træk.”

”En vigtig del af omstillingen er, at vi får sænket afhængigheden af fossile brændstoffer, og vores incitamentsprogram udgør en vigtig brik i det puslespil.”


Relaterede artikler:

Fire procent vækst: Reelt stilstand i svenske lufthavne

Flere nordiske KLM-kunder betaler SAF-tillæg

SAF-produktion: Fordoblet i 2023